- Løgnen starter på plakaten

Poltikerne ligner "en mellemting mellem Sidney Lee og Anni Fønsby", mener fotograf og blogger om de stærkt fotomanipulerede valgplakater.

Kuløren er charterferiebrun. Huden er silkeglat og næsten rynkefri. Smilene brede og lidt kunstige. Og øjnene mærkeligt døde.

Det er et ensartet og stærkt manipuleret billede, som politikerne giver af sig selv, når de for tiden sælger sig selv fra lygtepæle og vejtræer.

- Alle vil fremstå troværdige, men aldrig har der været så mange manipulationer. Nogle partier har konsekvent overskredet alle grænser for billedmæssige udtryk, der hidtil er set, skriver fotojournalist Lars Bech i sin blog på Journalisten.dk.

- Aldrig er der hevet så meget i Photoshop. I de mest groteske eksempler ligner politikerne en mellemting mellem Sidney Lee og Anni Fønsby.

Vokskabinet og noget fra Ringenes Herre

I bloggen gennemgår Lars Bech eksempler fra begge fløje, og de er lige grelle.

- Socialdemokraterne har valgt en Photoshop-stil, hvor alle har samme hudfarve. Har man dem side om side, ligner det noget fra et vokskabinet. Om det er en 112 kg tung jyde eller en bleg københavner, så har de samme gyldne/røde tone. Som en kop kaffe med mælk. Og det samme gør sig gældende på mange plakater hos topfolkene fra SF, skriver Bech og tilføjer et citat: "Løgnen starter på plakaten".

Venstre-kandidaterne får til gengæld dette skudsmål:

- Som én skrev til mig i researchfasen, så "ligner dem fra venstre nogen, der har været med i Ringenes Herre".

Optimerede - ikke manipulerede

Leder af medieskolerne, Gunnar Byskov, mener dog ikke der er grund til forargelse over de åbenlyse manipulationer med billederne på valgplakaterne.

- Det er jo reklamefotos. Personlig branding. Sådan skal man se på det. De er optimerede, ikke manipulerede, siger han til Journalisten.dk.

- Jeg kan godt se, de har været i Photoshop, men man ser jo alligevel aldrig politikerne i virkeligheden.

Se billederne af spidskandidaterne, som de ser ud på deres plakater og officielle pressefotos og i virkeligheden uden Photoshop - og døm selv.