Derfor skal du være på vagt over for meningsmålingerne

Meningsmålinger kan påvirke din stemme, fordi vælgerne ofte lader sig rive med af resultaterne.

Dagligt i denne valgkamp kommer danskerne til at høre om nye meningsmålinger.

Meningsmålinger kan give et billede af, hvem der står til at løbe med valgsejren, hvis der var valg i dag.

De kan vise, hvilke partier der står til at gå tilbage, og hvilke der står til at gå frem.

Men der er grund til at være på vagt over for de mange målinger.

En ting, der eksempelvis er værd at have for øje, er målingernes usikkerhed.

I aftenens særlige udgave af DR's faktatjek-program Detektor får du gode råd til at tyde meningsmålinger.

Her følger også nogle gode råd:

Jo flere adspurgte - jo mere sikker

En god tommelfingerregel er, at jo flere adspurgte, der er i en meningsmåling, jo mere sikker er målingen.

Spørger man for eksempel 1.000 personer, når man frem til et resultat med en usikkerhed på blot to til tre procent.

Denne usikkerhed kan dog også gøre en forskel.

Ifølge den seneste epinionsmåling står rød blok til 48 procent, mens blå blok står til 52 procent.

Målingen viser, at Socialdemokraterne står til at blive landets største parti med 25,3 procent af stemmerne.

Men fordi der ved disse målinger er en usikkerhed på +-2,8 procentpoint, kan det faktisk godt være, at Venstre med deres 22,5 procent kan blive lige så store.

Tip Detektor under valget

Detektor tjekker hver dag politiske udmeldinger i valgkampen. Hvad er sandt, og hvad er falsk. Hvad kan dokumenteres, og hvad kan ikke.

Du kan være med til at bestemme, hvilke emner, som Detektor skal faktatjekke.

Skrive en besked på Detektors Facebook-side eller send en e-mail til detektor@dr.dk.

Du kan også tippe redaktionen ved at bruge hashtagget #DRdinstemme på de sociale medier.

Detektor bliver under valget sendt hver dag på DR2 lige efter Deadline.

Målinger påvirker krydset

Når man skal studere en meningsmåling, er det en rigtig god idé at tjekke, hvornår respondenterne er blevet spurgt.

For når der er er valgkamp, kan meget i politik nemlig nå at ændre sig på meget kort tid.

En anden faktor, som er vigtig at have in mente, når det kommer til meningsmålinger, er deres påvirkning på vælgernes valg.

Ifølge en undersøgelse fra 2014 tyder det på, at vælgerne kan lade sig rive med, når de ser en meningsmåling i medierne.

For flere gode råd om meningsmålinger:

3.011 personer blev i undersøgelsen fra sidste år tilfældigt inddelt i fem grupper i et såkaldt survey-eksperiment.

To af grupperne fik en fiktiv avisartikel, som handlede om enten fem procents fremgang eller tilbagegang hos Socialdemokraterne.

To andre grupper fik en artikel, som enten fortalte om to procents fremgang eller tilbagegang til de Konservative.

Den sidste gruppe fik ingen avisartikel.

Gælder også tvivlere og ikke-tvivlere

Herefter svarede alle på, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg i morgen.

De adspurgte i undersøgelsen viste, at de blev påvirket af artiklernes indhold.

- Meningsmålinger kan godt være med til at påvirke opinionen. Det er den samme trend, der gør sig gældende for både tvivlere og ikke-tvivlere. Hvis man fortæller, at partiet går frem, så hopper vælgerne med på vognen og synes også, det er sjovt, forklarer valgforsker på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til Detektor.

Undersøgelsen konkluderede, at hos den gruppe af vælgere, der fik en artikel om, at Socialdemokraterne gik frem, var opbakningen til partiet 5,7 procentpoint højere end blandt den gruppe af vælgere, der fik den modsatte artikel.

Tilsvarende var opbakningen 2,7 procentpoint højere hos den gruppe af vælgere, der fik en artikel om, at De Konservative gik frem end dem, der læste om tilbagegang hos partiet.

Hør Detektor-vært Thomas Buch Andersen forklare, hvordan man laver meningsmålinger. Klik på play.

detektor_facebook_legoindslag

Det er dog vigtigt at understrege, at effekterne af en meningsmåling ikke kan overføres direkte til et rigtigt folketingsvalg. Det kræver, at alle vælgere ser den samme meningsmåling, lige før de stemmer. Og det er noget usandsynligt.

Hver dag under valgkampen vil Detektor tjekke fup eller fakta fra politikere, medier og menigsdannere.

I aften på DR2 kan du høre meget mere om meningsmålinger samt se de første faktatjek i Detektors særlige programmer om folketingsvalget.

Du kan også være med til at bestemme, hvilke emner som skal igennem Detektors maskineri. Skriv en mail til detektor@dr.dk eller en besked på programmets  Facebook-side.

På dr.dk kan du alle dage følge valgkampen live minut for minut  lige her.

  • Print
  • Del artiklen: