Et tågehorn, en trimmer og en JFK-bog til Claus Hjort

I Finansministeriet var det ikke kun ministrene, men også gaverne, der var velkendte.

- Claus, den vigtigste legemsdel på en finansminister, det er bagdelen. For man skal sidde med ved meget, men jeg kan se, at du har sådan en.

Der var en let og humorfyldt stemning, da der ved Finansministeriets overdragelse var dømt dejavu med omvendt fortegn, da afgående finansminister Bjarne Corydon (S) sendte stafetten videre til Claus Hjort Frederiksen (V).

Sidstnævnte havde nemlig også denne post fra 2009 til 2011, hvor Bjarne Corydon overtog.

Da de to talmænd fra snart fire år siden foretog den seneste overdragelsesceremoni, gav Claus Hjort Frederiksen et tågehorn til Bjarne Corydon med en hilsen om, at det var praktisk at bruge, hvis Bjarne Corydon havde behov for at trænge igennem i regeringssamarbejdet.

Og sørme om selv samme tågehorn ikke også havde sneget sig med i dagens gaveoverrækkelse.

Her returnerede Bjarne Corydon nemlig tågehornet til Claus Hjort Frederiksen med en forsikring om, at han ikke havde haft brug for det. Efterfølgende henvendte Bjarne Corydon sig til ministeriet:

- Hvis I hører en tuden, så ved I, at det er Claus, der er i problemer, sagde Bjarne Corydon efterfulgt af latter i ministeriet.

En økonomi i topform må være den bedste gave

Tågehornet var ikke eneste gave til Claus Hjort Frederiksen. Bjarne Corydon bemærkede, at den vigtigste gave ikke var materiel:

- Jeg tænkte, hvilken gave skulle man give dig? Jeg tænkte en økonomi i topform, og den har du jo nu fået. Bare husk at sige, at det var Thorning og Corydons reformer, der gjorde det.

Claus Hjort Frederiksen fik også en trimmer.

- Så kan du sende et klart signal om, at du er i topform, hvis du lige skal se klar ud fra oven, sagde Bjarne Corydon med henvisning til hans hårmæssigt sparsomme frisure.

Endelig modtog Claus Hjort Frederiksen bogen "Profiles in Courage" skrevet af John F. Kennedy med en bemærkning om, at det som finansminister handler om, at turde være modig.

Claus-Hjort-Frederiksen--Ikke-_8c2aa6db4fe2478a92d8e5f4c14aa60d_1828.mp4

Bjarne Corydon måtte nøjes med en enkelt gave fra Claus Hjort Frederiksen - et stormglas.

- Nu skal du til at være menigt folketingsmedlem, og det kan være et farligt farvand at navigere i.

- Derfor skal du have et stormglas, sagde Claus Hjort Frederiksen med henvisning til at Bjarne Corydon kan lade sig guide af dette i sit fremtidige folketingsarbejde.

Mens Bjarne Corydon først kender sin fremtidige position i Socialdemokraternes folketingsgruppe i aften, når gruppen konstituerer sig, så ved Claus Hjort Frederiksen allerede nu, at han udover finansministerposten også har fået plads i regeringens maskinrum i koordinationsudvalget og økonomiudvalget.  

  • Print
  • Del artiklen: