Fremskridtspartiet dropper at vise Muhammed-tegninger på Folkemødet

Der bliver ingen udstilling af profet-tegningerne på Bornholm. Det ærgrer SIAD-formand Anders Graversen.

Det står nu helt klart, at Folkemødets gæster ikke får Muhammed-tegningerne at se, efter Fremskridtspartiet har forbudt formanden for foreningen Stop Islamisering af Danmark (SIAD), Anders Graversen, at vise tegninger hos dem, som han ellers havde planlagt.

- Jeg synes, det er noget værre vås, at Fremskridtspartiet bøjer sig for Bornholms borgmester, Winnie Grosbøll (S). Jeg er slet ikke tvivl om, at hun har presset dem til at sige til mig, at jeg ikke må vise tegningerne, siger Anders Graversen.

Den bornholmske borgmester meddelte allerede tidligere på ugen, at hun ikke ville have tegningerne udstillet på Folkemødet - og at hun om nødvendigt selv ville pille dem ned, hvis de alligevel fandt vej til øen.

Kun teltduge som beskyttelse

Ifølge SIAD havde Fremskridtspartiet sagt ja til at huse det kontroversielle arrangement, men den udlægning genkender Fremskridtspartiets landsformand, Niels Højland, ikke.

- Det har været drøftet, men det har ikke været godkendt af Folkemødet, siger landsformanden og fortsætter:

- Jeg synes, det er ærgerligt, men det er nødvendigt at undlade at vise dem. Der er jo ikke andet end en teltdug som beskyttelse, og vi så jo, hvad der skete i Texas og på Krudttønden i København, siger Niels Højlund med henvisning til skudepisoderne under de to ytringsfrihedsdebatter, hvor netop Muhammed-tegninger var omdrejningspunkt.

Han fortæller, at han er enig med borgmesteren i, at Folkemødet ikke er det rigtige sted at vise tegningerne, selvom han understreger, at det er 'mere end ærgerligt', at det er sådan.

- Der går jo alle mulige folk rundt her omkring og vores telt, og de ville måske ikke engang vide, at vi viste tegningerne, og deres sikkerhed kan jo også komme i fare, og det kan jeg ikke tage ansvaret for, siger han.

Knæfald for Islam

Imens mener Anders Graversen og SIAD, at det er 'et knæfald for Islam':

- Når man bøjer sig for det her, så accepterer man Sharia-lovgivningen. Jeg synes, det er en glidebane, for hvad bliver det næste, at man forbyder øl på Folkemødet og beder kvinderne bruge burkini i stedet for bikini?, siger han.

Han vil nu i stedet forsøge at få tegningerne af profeten Muhammed udstillet i København.

- Jeg forestiller mig, at vi hænger dem op som plakater, så muslimerne kan se, at vi godt må tegne Muhammed, siger Anders Graversen.

Alternativt forestiller SIAD-formanden, at de skal udstilles på hovedbiblioteket i København.

  • Print
  • Del artiklen: