Hver fjerde stemme talt op: Blå blok fører fortsat

Med 25 procent af stemmerne talt op står blå blok til at få 52,3 procent af stemmerne.

Det ser ud til at blive de borgerliges aften i aften. I hvert fald hvis man skal tro den foreløbige prognose.

De første 25,6 procent af stemmerne er talt op. Og her står de blå partier – der tæller Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative - til at få 52,3 procent af stemmerne. Det svarer til 92 af de 175 mandater, der bliver valgt i Danmark.

Kristendemokraterne ligger under spærregrænsen og tæller derfor ikke med.

De røde partier – som tæller Socialdemokraterne, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og SF – står derimod kun til at få 47,1 procent af stemmerne, hvilket svarer til 83 mandater.

Venstre tredje størst

Socialdemokraterne står dog til at blive landets største parti med 26,4 procent af stemmerne. Ved valget i 2011 fik partiet 24,8 procent af stemmerne.

Dansk Folkeparti står indtil videre til at blive landets andet største parti med 21,9 procent af stemmerne. Det er et kæmpe spring fra det seneste valg, hvor partiet fik 12,3 procent af stemmerne.

Venstre må derimod tage til takke med at blive landets tredje største parti med 19,8 procent af stemmerne. Ved valget for små fire år siden fik det 26,7 procent af stemmerne.

Alternativet står til at få 3,6 procent af stemmerne.

En prognose er en beregning, der laves, indtil det endelige resultat er optalt.

Prognosen består i starten af aftenen af exit polls lavet af Epinion for DR og optalte stemmer regnet sammen. Når mængden af optalte stemmer er tilstrækkeligt solid, vil det kun være faktisk optalte stemmer, der indgår i prognosen.

  • Print
  • Del artiklen: