Thorning og Løkke i forbrødring: Selfiestang, EU-sæt og koncertbilletter byttede hænder

Helle Thorning-Schmidt (S) gav Lars Løkke Rasmussen et EU-sæt, mens hun fik fire billetter til Grøn Koncert ved overdragelsen i Statsministeriet.

I valgkampen var tonen mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) til tider benhård.

De mundhuggedes, afbrød og beskyldte hinanden for at tale decideret usandt. Imens kogte de sociale medier over, og folk skrev opgivende indlæg om dansk politik.

I dag var stridsøksen så begravet - for en kort periode i hvert fald.

Helle Thorning-Schmidt overdrog ved 13-tiden officielt Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen (V), og her var der klar forbrødring at spore.

- Du har gjort det godt. Det har været svært til tider, men du har gjort det nødvendige. Politik bliver hurtigt noget med at være i infight, men vi har også haft det godt sammen, sagde Løkke, der gav Thorning fire Grøn Koncert-billetter.

Hyggen har også været der

For som Løkke sagde i sin tale:

- Nu får du mere tid til dig selv og til din familie. Jeg har en enorm respekt for den måde, du har håndteret din familie på. Du fremstår som en perfekt mor, der beskytter sine børn, sagde Løkke, mens en tydeligt rørt Thorning klemte et smil frem på læben.

Hun havde forinden takket for valgkampen:

- Og det var jo meget hyggeligere, end man kunne se udefra. Vi står og taler sammen, inden kameraerne kører, og det er meget hyggeligere, end man skulle tro. Vi har samtidig lavet mange vigtige ting, mens du har været i opposition, sagde Thorning.

Thorning gav et råd

Hun gav Lars Løkke Rasmussen et næsten komplet EU-sæt - paraply, kop og sokker med EU-logo. I den forbindelse ytrede Thorning bekymring for, at den nye statsminister "kommer til at stå lidt alene med EU-spørgsmålet".

Hun henviste ganske givet til, at den nu tidligere regering i begyndelsen af 2015 blev enig med Venstre og de øvrige EU-positive partier i Folketinget - SF, Socialdemokraterne, de Radikale og de Konservative - om en afstemning om retsforbeholdet.

- Så kan du sidde hver mandag eftermiddag og sige, at du ønsker, at Danmark skal være i kernen af det europæiske samarbejde, sagde Thorning, der overtog Statsministeriet fra netop Løkke i 2011.

Her-siger-Helle-farvel_c1f89f1ad561415d9c83f9fef6831749_1828.mp4

I sin tale gav Thorning også et "godt råd" til Løkke:

- Det vigtigste er, at du sørger for, at dit parti ikke går frem. For hvis man går frem, er man ude. Lad være med at komme over de 20 procent, så gambler du med din post, sagde Thorning, der henviste til, at hun fik statsministerposten i 2011 efter endnu en tilbage for Socialdemokraterne.

Blandede følelser

Ved det netop overståede valg lykkedes det så endelig Thorning at sikre fremgang, men statsministerposten røg.

Den var Løkke helt med på:

- Da jeg stod her sidst, var det med blandede følelser, for mit parti var gået frem, men jeg var ked af at have mistet statsministerposten. Det er der byttet lidt rundt på nu, sagde Løkke.

Venstre mistede 13 mandater ved valget.

  • Print
  • Del artiklen: