'Vikaren fra Helvede' slår Annette Vilhelmsen

Karsten Hønge var en markant årsag til, at Annette Vilhelmsen trak sig som formand for SF og trak partiet ud af regeringen. Nu overtager han hendes taburet i Folketinget.

SF's Vikar fra Helvede Karsten Hønge er tilbage i Folketinget. Han slog med et mulehår den tidligere formand, Annette Vilhelmsen, der dermed må se sig ude af Folketinget.

Det var en meget overrasket Karsten Hønge, der fik beskeden af DR P4Fyn.

- Det havde jeg overhovedet ikke regnet med. Jeg havde gået hele dagen og indstillet mig på, at det nok blev Annette, der vandt, siger Karsten Hønge.

Annette Vilhelmsen var på sin side både skuffet og ked af det.

- Jeg er da enormt ked af det – men i aftes da det så ud til at vi slet ikke fik et fynsk mandat, var jeg virkelig rystet. Nu er jeg ked af at jeg ikke kan fortsætte mit arbejde i Folketinget, siger Annette Vilhelmsen.

Annette: Tillykke til Hønge

Annette Vilhelmsen har allerede kontaktet Karsten Hønge og ønsket ham tillykke med valget, der endte med at blive en meget tæt kappestrid mellem de to SF-kendisser, hvor mindre end 100 persolige stemmer skilte dem.

Karsten Hønge blev for alvor kendt, da han i januar kom ind som vikar for Anne Baastrup, der blev sygemeldt.

Han kastede sig straks ind i kampen mod regeringens planer om sælge sin DONG-aktier til en amerikansk kapitalfond.
Det endte med, at SF måtte trække sig fra regeringen og Vilhelmsen gik af som formand.

Siden da har forholdet mellem de to været på noget nær frysepunktet, men efter dagens valg lyder der varmere toner:

- Annette har allerede skrevet til mig og ønsket tillykke. Det er god stil. Det viser format fra Annettes side af. Det kan jeg lide. Det viser netop en person, som sætter partiet foran sig selv, så det er en hilsen, der varmer mere end alle andre hilsner.

 

  • Print
  • Del artiklen: