Venstre: DI har ikke sine medlemmer bag sig i kritik af regeringen

Thomas Danielsen fra Venstre mener ikke, at Dansk Industri har støtte fra sine medlemsvirksomheder i sin kritik af regeringens beslutning om at spare på uddannelses- og forskningsområdet.

Dansk Industri har ikke sine medlemmer i ryggen, når erhvervsorganisationen kritiserer regeringen for at spare på uddannelses- og forskningsområdet.

Sådan lyder det torsdag aften i Debatten på DR2 fra Thomas Danielsen, der er medlem af Uddannelses- og Forskningsudvalget for Venstre.

Han pointerer, at de videregående uddannelser nemlig har fået øgede bevillinger siden 2008, mens enhedsomkostningerne er blevet mindre, og derfor kan danske virksomheder sagtens forstå besparelserne.

- Langt de fleste medlemsvirksomheder ville ryste på hovedet. Hvis man kommer fra et udgangspunkt i dag, hvor man er blevet bevilliget yderligere 36 procent, og så mener man helt alvorligt ikke, at man kan prioritere to procent, siger han og fortsætter:

- Jeg tror faktisk ikke, at Dansk Industri har sine medlemsvirksomheders forståelse med sig i ryggen. Det må jeg bare sige.

Dansk Industri: Lad pengene blive i systemet

Thomas Danielsen kritiserer derefter Dansk Industri for at tale med to tunger, når erhvervsorganisationen både ønsker flere faglærte, ligesom regeringen gør det, men samtidig kritiserer Venstre for at spare to procent på uddannelsesområdet og 7,8 procent på forskningsmidler på finansloven for 2016.

Men Kent Damsgaard, vicedirektør i Dansk Industri, fastholder at have opbakning fra sine medlemmer i sin kritik af regeringens besparelser.

- Det eneste, vi hører fra vores medlemsvirksomheder, er, at forskning og uddannelse er rigtig, rigtig vigtigt. Jeg anerkender, at det sagtens kan være, man kan få mere ud af forskningsmidlerne, for eksempel med produktivitetskrav, men så lad pengene blive i systemet, siger han.

Rygraden i dansk erhvervsliv er uddannelse

Kent Damsgaard slår efterfølgende fast, at alt, hvad Dansk Industri hører fra sine mange medlemmer, handler om uddannelse og forskning.

- Rygraden i dansk erhvervsliv, det er viden, at kunne omsætte den viden og at have dygtige medarbejdere. Vi skal kunne tiltrække dygtige folk fra udlandet, investeringer og andre virksomheder fra udlandet for at skabe arbejdspladser herhjemme, siger han.

- Og der siger samstemmende de 10.000 medlemmer, jeg har bag mig, at så er det her område rigtig vigtigt.

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2, når Clement Kjersgaard spørger, om det er rigtigt at spare på uddannelser?

Debatten

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube