Men Peter Bartram står ved sine udtalelser om, at forsvarsmedarbejdere kan risikere fyring, hvis de sviner chefer og kollegaer til på sociale medier.

Det er ikke i orden, at ansatte i Forsvaret kommer med racistiske, blasfemiske eller seksuelt krænkende udtalelser på sociale medier, og hvis de gør, så risikerer de at blive fyret.

Det har den øverste chef for Forsvaret, general Peter Bartram, meddelt en lang række forsvarsmedarbejdere på interne møder på kaserner og baser.

Det har fået Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, til at kritisere forsvarschefen for at komme med trusler og ”knægte” sine ansattes ytringsfrihed.

Forsvarschef Peter Bartram erkender i et interview med DR Nyheder, at hans udmeldinger måske har været til den skarpe kant, men han står ikke desto mindre fuldt ud ved dem.

- Der er jo nogle, der har følt, at det her er en trussel, og det er selvfølgelig beklageligt, hvis det er deres opfattelse. Men jeg synes sådan set, at hovedparten af de tilkendegivelser, jeg har fået, har været enormt positive, siger Peter Bartram.

Forsvarschefen har efter eget udsagn erfaret, at forsvarsmedarbejdere i nogle tilfælde har formuleret sig racistisk, blasfemisk og seksuelt krænkende på sociale medier, og det er uacceptabelt, siger han.

- Jeg synes bare ikke, at det er rigtigt og respektfuldt at komme med racistiske udtalelser eller kalde kollegaer eller chefer for ”bøsserøve”. Det har jeg sagt til folk, og nu kender de min mening, siger Peter Bartram.

Se en af talerne, hvor Peter Bartram truer med fyring af ”illoyale” medarbejdere, som eksempelvis kritiserer forsvarsledelsen på sociale medier, i videoen i toppen af artiklen.

Citronen blev presset

Peter Bartram har på de interne møder sagt til sine medarbejdere, at de kan forvente fyringer og auditørundersøgelser, hvis de optræder ”illoyalt” over for Forsvaret på sociale medier. Derfor har han bedt Forsvarets jurister undersøge, hvad der rent faktisk er af handlemuligheder i den type sager.

Har jeg presset citronen og strammet skruen lidt? Det kan godt være.

peter bartram

- Jeg har spurgt de institutioner i Forsvaret, der kender personalejuraen, og så har jeg sagt til folk, at når jeg har fået svarene tilbage, så skal jeg nok komme tilbage i en ordentlig form og fortælle det. Men jeg synes, at de har brug for at kende min holdning, siger Peter Bartram.

- Men har jeg presset citronen og strammet skruen lidt? Det kan godt være. Men det er halvanden time på scenen, 25 steder rundt i landet, så det er i den kontekst, at det er givet, siger han.

Ifølge Centralforeningen for Stampersonel er der mindst fem steder, hvor dit budskab går igen. Så det er vel ikke bare en fortalelse?

- Nej, nej. Jeg har sagt det 25 gange. Jeg siger det fast. Jeg læser ikke op af et manuskript, men jeg prøver at give dem mine holdninger. Jeg prøver faktisk at være ærlig i min kommunikation, og jeg opfordrer medarbejderne til at være ærlige.

- Men jeg har sagt til dem, at racistiske, blasfemiske, grove mishagsytringer hører ingen steder hjemme. Jeg beskriver alt det, vi kan og gerne vil. Også i uniform. Vores korpsånd, vores fællesskab. Så siger jeg til dem, at jeg synes, jeg har brug for at få undersøgt, hvor grænsen går. Så har de hørt min holdning til det – at ”bøsserøve” og sådan nogle ting hører ikke hjemme i en ordentlig debat.

Se Peter Bartram svare på kritikken her:

Klik på play.

Racisme og "bøsserøve" er uacceptabelt

Centralforeningen for Stampersonel siger, at det er en knægtelse af ytringsfriheden. Er det en misforståelse?

- Ja, det er det. Det er i hvert fald ikke det, der har været min hensigt. Jeg er stærk tilhænger af ytringsfriheden. Vi rejser faktisk rundt i verden for at fremme demokratiske principper, og ytringsfriheden er en af de grundlæggende, siger Peter Bartram.

Men du nævner alligevel Auditørkorpset, og at du vil fyre så mange folk, du kan slippe af sted med, hvis de er illoyale over for Forsvaret. Hvordan skal man forstå det på en anden måde, end at det er en trussel?

- Man skal forstå det på den måde, at formen, sprogbruget, skal være ordentligt. Jeg vil ikke have, at de kritiserer kollegaer eller chefer og kalder dem racistiske ting eller ”bøsserøve”. Jeg synes simpelthen ikke, det er respektfuldt og ordentligt. Så jeg opfordrer til, at vi har en stor, åben, kritisk og saglig debat. Men det skal ske på et ordentligt grundlag. Det, synes jeg, tjener Forsvaret, os selv og vores kollegaer bedst.

Forsvarschef Peter Bartram fortæller, at han efter sine taler til forsvarsmedarbejdere rundt om i landet har talt med en række øvrige chefer i Forsvaret om sagen, ligesom Forsvarets kommunikationsafdeling har fået til opgave at ”nuancere” forsvarschefens udtalelser.

Det kommer blandt andet til udtryk på Forsvarets Facebook-side, hvor forsvarschefen forklarer sine udtalelser.

- For selvfølgelig skal folk føle, at de har et ordentligt grundlag. Der skal ikke være misforståelser. Vi har gjort, hvad vi kan, for at komme ud over de misforståelser. Forhåbentlig er interviewet her også med til at ramme mange af mine medarbejdere, som kan sige: ”Okay, var det det, han mente? Jeg må gerne være kritisk fortsat”, siger Peter Bartram.

Måske lidt provokerende

Men du har sagt, at du står ved dine holdninger. Hvad er det, man skal gøre på de sociale medier for at blive fyret fra Forsvaret?

Jeg vil ikke have, at de kritiserer kollegaer eller chefer og kalder dem racistiske ting eller ”bøsserøve”.

peter bartram

- Det er det, jeg ikke ved. Det er præcis derfor, at jeg har spurgt nogen, som har indsigt i det her. Det, jeg har henvist til i det offentlige rum, er, at jeg kan se, at andre firmaer fjerner racistiske og blasfemiske udtalelser. Og det er i min optik forkert, at man kalder en kollega ”bøsserøv”, fordi vedkommende har en anden seksuel præference. Det er urimeligt, og jeg siger bare til mine medarbejdere: Skulle vi ikke kommunikere – også kritisk – på en ordentlig, sober og respektfuld måde? Det synes jeg, vi skylder kollegaerne, cheferne, men også Forsvaret.

Men er det så en ordentlig facon at tale om fyringer og Auditørkorps?

- At sige, at jeg vender tilbage, når jeg har rådført mig med dem, der har indsigten? Ja, det synes jeg sådan set, at det er.

- Men som jeg siger: Har jeg strammet den lidt? Har jeg stået på scenen i halvanden time og engageret mig og brugt nogen virkemidler for – måske lidt provokerende – at få folk op af stolen og få en dialog om nogle ting? Ja, det har jeg nok gjort.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube