VIDEO Helle Thorning afslører historien bag 'selfie' med Obama

Den danske statsminister ser det som en fordel for Danmark, at hun tog en selfie med Obama.

LMASHELLE

Statsminister Helle Thorning-Schmidts 'selfie' med Barack Obama og Storbritanniens premierminister David Cameron gik verden rundt i begyndelsen af december.

Nogle tog det med et smil, mens andre var forargede over, at toppolitikerne kunne tillade sig at tage selvportrætter, mens de var til mindehøjtidelighed for Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela.

I tv-showet 'Året der gik', der blev vist på DR1 torsdag aften, fortæller Helle Thorning-Schmidt historien bag det berømte selvportræt.

En tilfældighed

Det var helt tilfældigt, at Thorning-Schmidt havnede ved siden af den amerikanske præsident. Hun satte sig blot på en ledig plads i det område, der var reserveret til stats- og regeringschefer.

- Der var denne her ene plads, som jeg satte mig ned på, og jeg opdagede godt nok, at der var to pladser reserveret ved siden af mig, men tænkte ikke nærmere over det, siger hun.

Kort efter ankom Barack og Michelle Obama, og ifølge den danske statsminister opstod der en sjælden hyggelig og uformel stemning.

- Det er ikke så tit, at vi har meget tid sammen. Vi er ofte til møder, hvor det er meget formelt, men der opstod en uformel stemning, siger Helle Thorning-Schmidt.

Lært op af døtre

Flere kom hen og hilste på Obama og tog billeder af ham, og på et tidspunkt tænkte statsminister på det sidste nye, hun havde lært: at tage selfies.

- Jeg har lært af mine to store piger derhjemme, at det er det man skal, siger hun.

Som sagt - så gjort. Helle Thorning fik under mindehøjtidligheden for Mandela taget en selfie flankeret af både Barack Obama og David Cameron. Et øjeblik, som er foreviget i det nu verdensberømte foto her:

(Foto: Roberto Schmidt © Scanpix)

En fordel for Danmark

Mens statsministeren fra nogle kanter har fået kritik for selvportrættet, ser hun selv ingen problemer i det. Snarere tværtimod. Hun forklarer, at stemningen til højtideligheden ikke var alvorlig, og at regeringscheferne havde det sjovt sammen.

Det er en fordel at have et godt forhold til den amerikanske præsident. Det ville først være et problem for Danmark, hvis jeg havde siddet stiv og ikke sagt et ord i to til tre stive timer.

Helle Thorning-Schmidt

- Det er en fordel at have et godt forhold til den amerikanske præsident. Det ville først være et problem for Danmark, hvis jeg havde siddet stiv og ikke sagt et ord i to til tre stive timer ved siden af præsident Obama. Men sådan var det ikke, siger hun.

Alligevel vil hun ikke på nuværende tidspunkt vise det berømte selvportræt til resten af verden.

- Vi ser lidt fjogede ud, siger hun.

I videoen øverst i artiklen kan du høre Helle Thorning-Schmidt fortælle historien om 'selfiet' og se hende tage 'selfie' med vært Kaare Quist.