VIDEO Thulesen: Det er mærkeligt det her

DF-formanden mener, at forløbet om landbrugspakken har været udmærket og forstår ikke mistilliden til Eva Kjer Hansen (V).

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, undrer sig dybt over, at De Konservative har udtrykt mistillid til miljøminister Eva Kjer Hansen (V).

- Vi har haft et udmærket forløb omkring landbrugspakken, og det har været fuldstændig åbent, at pakken samlet set er god for miljøet og for dansk landbrug. Og så er det rigtigt, at der er en indfasning, men det har været kendt hele vejen, siger han:

- Det kommer overraskende for mig, at et parti, der i øvrigt vil godkende indholdet af aftalen og stemme det igennem i Folketinget, mener, at der er et eller andet i forløbet, der gør, at de så vil fyre en minister. Det er mærkeligt. Jeg tror, det er rigtig overraskende for mange danskere det her, siger Thulesen Dahl, der lige nu er til møde hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Her vil Løkke vil gerne sikre sig, at der fortsat er flertal bag regeringen.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, understreger, at partiets mistillid kun går på Eva Kjer Hansen og ikke på Venstre-regeringen.

- Jeg har jo sagt, at vi bakker op om Lars Løkke Rasmussen. Jeg kan jo ikke tvinge ham til at blive som statsminister. Vi bakker regeringen op. Så enkelt er det, siger Pape Poulsen.

Det er fortsat uklart, om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt regeringen kan blive siddende.

Klik på videoen i toppen af artiklen og se hele interviewet med Kristian Thulesen Dahl forud for mødet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube