Vikaren fra helvede forlader Folketinget: Jeg fortryder intet

Karsten Hønge vender ikke tilbage til Christiansborg efter sommerferien. Stressramte Anne Baastrup er raskmeldt.

SF's Karsten Hønge ankommer til Christiansborg efter gruppemødet om salget af Dong til Goldman Sachs torsdag morgen den 30. januar 2014. Senere samme dag trådte partiet ud af regeringen. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Når Folketinget åbner til oktober, bliver det uden SF'eren Karsten Hønge.

Karsten Hønge erstattede i slutningen af januar midlertidigt Anne Baastrup, som blev ramt af stress og efterfølgende sygemeldt. Anne Baastrup regner med at være rask nok til at vende tilbage til oktober, oplyser hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Bare få dage efter Karsten Hønges ankomst til Christiansborg, trådte SF ud af regering, og Annette Vilhelmsen forlod posten som partiformand.

Hønge: Det var rigtigt at kritisere Dong-salget

Karsten Hønge var en hård kritiker af regeringens planer om at sælge dele af det statsejede energiselskab Dong til amerikanske Goldman Sachs, og han er siden blevet beskrevet som katalysatoren for SF's regeringsexit.

Han kaldte blandt andet Goldman Sachs for en flok "kælderkolde amerikanske kapitalister" og fik hurtigt tilnavnet "Vikaren fra helvede".

I dag fortryder han på ingen måde sin markante kritik af SF's egen top og resten af regeringen:

- Der er meget bagefter, som viser, at det var rigtigt. SF har stabiliseret sig på et ikke prangende, men okay niveau. Vi har fået en ledelse, der trænger igennem, siger Karsten Hønge til DR Nyheder med henvisning til, at SF siden valget af Pia Olsen Dyhr som ny formand har stabiliseret sig i meningsmålingerne og går støt frem.

Kollisionskurs med vælgerne

Karsten Hønge kalder de hektiske dage i januar, der endte med et regeringsexit for SF, for "en svær tid".

- Vi var endt for enden af en blind vej. Vi var på kollisionskurs med vores vælgere, og hvis et parti er det, er det partiet, der taber. Vi var i en situation, hvor vi havde vundet magten, men tabt vores troværdighed og identitet. Så må man have alvorlig diskussion om, hvor man skal hen, siger Karsten Hønge.

I dag kan SF's vælgere ifølge Karsten Hønge genkende sig selv i SF-projektet igen, og han mener samtidig, at partiet absolut skal i regering igen.

Taget til fange af De Radikale

Der skal dog gå et stykke tid, før det kan blive aktuelt igen, vurderer Karsten Hønge.

- Men det interessante er, at SF er et andet parti i dag, fordi vi ikke længere skal diskutere, om vi skal i regering. Det skal vi selvfølgelig. Nu er regeringsmagten en mulighed. Selvfølgelig skal vi gå efter magten og turde tage den. Punktum, siger han.

Der er dog noget meget vigtigt, som SF i fremtiden skal huske, mener Karsten Hønge.

- Det, vi har lært, er, at vi aldrig igen må ende i en situation, hvor vi bliver taget til fange af De Radikale. Vi skal aldrig igen ende med at vinde magten, men tabe troværdigheden, siger han.

Karsten Hønge fortsætter sit arbejde som medlem af regionsrådet i Region Syddanmark og landsformand for Fagligt Landsudvalg i SF, ligesom han er kandidat til næste folketingsvalg.