'Rebellen fra Langeland' træder tilbage som daglig leder: Vil stadig hjælpe de svageste borgere

Ole Sørensen kommer stadig på bostedet Hjørnet, selvom han måtte træde af som leder.

Ole Sørensen er stadig overordnet leder for socialpsykiatrien på Langeland, selvom han er stoppet som daglig leder på bostedet Hjørnet for at opfylde socialtilsynets kvalitetskrav. (© dr)

Ole Sørensens utraditionelle ledelsesstil var lidt for utraditionel for Socialtilsyn Syd, der kontrollerede og dumpede Hjørnet – bostedet for Langelands psykisk syge og misbrugere.

Det betød, at kommunen måtte omstrukturere, således at Ole Sørensen stopper som daglig leder af det botilbud, som han selv har startet op.

I tredje og sidste afsnit af DR1-serien ’Rebellen fra Langeland’ får seerne indblik i tilsynets rapport, som kritiserer Ole Sørensens dobbeltrolle som både daglig leder og opsøgende kontaktperson. Ledelsen er for utilgængelig, hedder det.

Men det er Ole Sørensen ikke enig i.

- Det kvæler min energi, at der bliver oprettet sådan nogle tilsyn. Jeg kan ikke forstå, at vi skal puttes i kasser, siger han.

- Det vigtigste for mig er, at vores brugere er glade. Og det er de.

Sort fremtid for socialpsykiatrien

I dag er Ole Sørensen stadig den overordnede leder for voksenpsykiatrien på Langeland. Og så bruger han mere tid på det, han allerbedst kan lide ved sit job: At opsøge og hjælpe øens svageste medborgere.

- Jeg kommer stadig på Hjørnet. Mange af de borgere, jeg er i kontakt med, bor der jo.

Ole Sørensen ser imidlertid ikke ret lyst på socialpsykiatriens fremtid, hvis graden af centralstyring fortsætter.

- Nu kommer der så mange regler og så mange tilsyn, som vi skal tilfredsstille. Dokumentationen og registreringen må vi ikke slække på, ergo må det gå ud over borgerne.

Se Ole Sørensen køre en gruppe alkoholikere fra Langeland til Tyskland efter billige øl, og hør hans overvejelser om denne form for hjælp ved at klikke play.

Se Ole Sørensen svare på seernes spørgsmål i følgende video:

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen, lyder rubrikken 'Rebellen fra Langeland' fyret som daglig leder: Vil stadig hjælpe de svageste borgere'. Ordet fyret fremgår desuden flere steder i teksten. Det er den 20. januar 2016 rettet til 'træder tilbage'.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube