Anklager afviser alle ”Moffes” cannabis-brugere som vidner

Først blev jeg forbavset, og så blev jeg skide gal, siger hovedpersonen "Moffe".

Brugere af cannabis-medicin må ikke vidne i retssagen mod Claus "Moffe" Nielsen, mener anklager.

Står det til anklagemyndigheden, skal forsvaret ikke have lov at præsentere vidneudsagn fra brugere af cannabis-medicin, når retssagen mod Claus "Moffe" Nielsen indledes ved retten i Holbæk den 23. oktober.

Anklageren har protesteret over samtlige af forsvarets vidner, og nu er det op til dommeren at afgøre, hvem der får lov til at sætte sig i vidneskranken i sagen, hvor Claus "Moffe" Nielsen er tiltalt efter lovens strengeste narkoparagraf med en straframme på 10 års fængsel.

- Først blev jeg forbavset, og så blev jeg skide gal over, at man kort før retssagen bare afviser samtlige vores vidner, siger Claus "Moffe" Nielsen.

Ifølge anklageskriftet vil anklager Lise Møller Frandsen have dømt Claus "Moffe" Nielsen for salg af euforiserende stoffer, mens forsvaret fastholder, at der udelukkende var tale om salg af cannabis til medicinsk brug.

Derfor havde forsvaret indkaldt en række brugere af Claus "Moffe" Nielsens produkter. Men de er nu blevet afvist af anklagemyndigheden, fortæller den tiltalte murer fra Holbæk.

Lise Møller Frandsen bekræfter, at hun har protesteret over vidnerne.

- Det er rigtigt, at jeg har protesteret over de vidner, der ønskes ført, siger hun.

Men hun ønsker dog ikke kommentere den konkrete sag, fordi det er en verserende straffesag.

- Men det er jo i sidste ende retten, der skal afgøre det, og jeg vil anslå, at det sker i løbet af de næste par dage, siger anklageren.

Ifølge anklageskriftet har Claus "Moffe" Nielsen solgt cannabisolie og chokoladeknapper med THC til en værdi af tre millioner kroner. Forsvaret nægter salg af narko og havde derfor set frem til, at brugerne af Moffes produkter selv afgav forklaring.

- Vi mener, at det er relevante vidner, så vi vil gøre alt for, at de kan komme til at afgive forklaring. Sker det ikke, vil vi overveje at gå videre til Landsretten med det spørgsmål, siger forsvarer Erbil Kaya.

Det er derfor nu op til dommeren at afgøre, om brugerne skal vidne i retten.

Fakta om "cannabis-manden"

  • I 2013 fik Louise og Claus "Moffe" Nielsens ældste datter konstateret kræft. Datteren havde under sygdomsforløbet stor glæde af medicinsk cannabis, der fjernede kvalmen og hjalp hende med at holde vægten. Trods et hårdt sygdomsforløb er datteren i dag erklæret rask.
  • Med udgangspunkt i datterens erfaringer begyndte Claus "Moffe" i 2014 at fremstille og sælge cannabis-olie – også selvom han vidste, at det var ulovligt.
  • I oktober 2016 blev Claus Nielsen anholdt og sigtet.
  • Sammen med sin hustru og en tredje person, sad han varetægtsfængslet i 53 dage.
  • ”Cannabis-manden” har gennem hele forløbet haft stor folkelig opbakning. For eksempel er mange af hans kunder mødt op i retten for at støtte ham.