29-årig mand død efter brand i sit hus

En mand blev tirsdag aften fløjet til Rigshospitalet. Nu er han afgået ved døden.

I aftes opstod der brand i en mands hus på Bornholm. Man vurderede, at hans tilstand var så alvorlig, at han måtte flyves til Rigshospitalet. I nat afgik manden ved døden. Arkivfoto (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

En 29-årig mand fra Aakirkeby på Bornholm blev tirsdag aften fløjet til Rigshospitalet efter en brand i sit hus. Han er nu afgået ved døden.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Bornholms Politi Peter Jørgensen.

- Han afgik ved døden klokken 2:41 i nat, siger han.

Branden opstod i den 29-åriges hus i Jernbanegade i Aakirkeby i aftes. Man vurderede, at hans tilstand var så alvorlig, at han måtte flyves med helikopter til Rigshospitalet.

Politiet blev alarmeret klokken 19.26, hvorefter beredskabet rykkede ud til huset, hvor de fandt den 29-årige mand bevidstløs. Det lykkedes brandvæsnet at få branden slukket, og efterfølgende undersøgte man ejendommen med et termisk kamera for at undgå, at flammerne blussede op igen.

Årsagen til branden er ukendt. Huset led så store skader, at Beredskabsstyrelsen måtte afstive bygningen, sådan at politiets brandteknikere kan undersøge huset senere i dag.