Ulla Skou svinger ind på parkeringspladsen på sin sorte og grønne mountainbike iført fuld feltuniform, baret og rygsæk. Hun ligner enhver anden soldat på vej på arbejde.

Det er kun korset, der er sat fast med velcrobånd forrest på den camouflagefarvede jakke, der får hende til at skille sig ud fra de andre morgenfriske soldater.

Nå ja - og så måske lige hendes alder. Der er ikke så mange 59-årige i hæren.

Ulla Skou er en af Danmarks ældste feltpræster - og også en af de nyeste. Desuden er hun den ældste kvinde, som har aftjent sin værnepligt her i landet.

Som tidligere sognepræst på Lolland og nuværende på Bornholm har Ulla Skou mødt mange professionelle soldater både før og efter, de har været udsendt til brændpunkter. Nu skal hun møde dem og deres behov for at tale med en præst, mens de er ude.

Overrasket over at blive feltpræst

Hun kan stadig blive forbavset over at møde militæruniformen i sit skab, for hun havde aldrig overvejet at trække i andre uniformer end præstekjolen, da den daværende bornholmske provst Gotfred Larsen for to år siden nærmest i en sidebemærkning meddelte hende, at hun i øvrigt havde fået opgaven som feltpræst for Hjemmeværnet på Bornholm.

Feltpræster
  • Der er i alt 95 feltpræster tilknyttet hæren, søværnet og flyvevåbnet samlet under hærprovsten. De er alle præster i den danske folkekirke.
  • Feltpræsterne kan arbejde i Danmark, hvor de blandt andet står til rådighed for både soldater og deres pårørende. De er desuden med på internationale missioner, hvor de i lejren står for gudstjenester, taler med soldaterne om alt fra angst for at skulle på mission til problemer på hjemmefronten og er med til at sikre et godt socialt liv i lejren.
  • Ligesom læger og sygeplejersker deltager feltpræsterne ikke i kamp, men de kan tage med på patruljer, hvis soldaterne ønsker det. De bærer våben, men skal kun bruge dem i selvforsvar.
  • En feltpræst er uden militær rang og er derfor ligemand med både menige og øverstbefalende.

- Kort tid efter stod jeg så med en indkaldelse til Jyske Dragonregiment fra hærprovsten. Der var otte nye feltpræster - de andre var unge og spændstige, mens Bornholm altså sendte en ældre dame, siger Ulla Skou med et smittende grin.

Men i virkeligheden starter Ulla Skous vej ind i soldaterlivet og med udsigt til at blive sendt ud til et af verdens brændpunkter et par år tidligere langt ude på landet.

Fra Lolland til Bornholm

Den korte udgave er, at hun ved indgangen af 2012 havde været landpræst i fire sogn på Lolland i mere end 25 år. Hun havde det godt i præstegården med mand, en efterhånden voksen datter og hund.

- Men på mindre end et år rendte manden, datteren rejste hjemmefra, og hunden døde. Jeg var 54 år, så skulle der ske noget andet, skulle det være nu, konstaterer hun nøgternt.

Og det noget blev en stilling som sognepræst i Rønne med udsigt til kolleger. Og det var i sidste øjeblik ifølge provsten på Bornholm:

- Han konstaterede, at jeg var tæt på sidste salgsdato, genfortæller hun.

Flyttelæsset gik til præstegården i Rønne Syd. Og to år senere stod hun så en lille smule undrende foran hærprovsten og garnisonskommandant Holger Fuglsang-Damgaard på Almegårds Kaserne i Rønne iført pæn nederdel og trøje og blev budt velkommen som feltpræst. Nogle måneder senere blev hun så indkaldt for at aftjene sin værnepligt sammen med 25 læger, sygeplejersker, psykologer og præstekolleger - alle stort set halvt så gamle som hende selv.

Ulla Skou havde aldrig forestillet sig, at hun skulle gennemføre den tre måneder lange værnepligtsuddannelse i løbet af fem intensive uger i selskab med 25 læger, sygeplejersker, psykologer og præster - alle i slutningen af 20'erne og starten af 30'erne. Undervejs mødte hun nogle af sine grænser. (© dr)

Tæt på at give op

- Jeg troede, jeg kunne bidrage med min livserfaring, men det handlede stort set kun om at kunne løbe hurtigt, løfte meget og være udholdende, fortæller hun om værnepligten og forsætter.

- En nat i februar var jeg meget, meget tæt på at give helt op. Jeg var våd, kold og gennemtræt, jeg blev ganske enkelt bange i nattemørket. Jeg var klart ældrebyrden, som nogle helst så tog hjem, mens andre skubbede mig frem.

Jeg kom med min livserfaring, men skulle bare løbe hurtigt og være udholdende

Ulla Skou, feltpræst

Ulla Skou blev ude i mørket den våde februarnat, fordi hun skulle holde andagt for de andre næste morgen - en gudstjeneste som nok har været den mest improviserede og en af de korteste i hele hendes karriere.

Med værnepligten bag sig tror hun ikke, at hendes alder er den store hindring, hvis hun bliver udsendt. Normalt bliver præsten nemlig i lejren, men soldaterne kan godt bede hende om at tage med på patrulje eller ud på andre opgaver.

- Der er selvfølgelig en grund til, at en feltpræst også bliver uddannet i våben. Jeg kan godt bruge mit våben, men det er ikke mig, der skal ud i første række og smide en håndgranat. Derfor skal jeg også altid vurdere, om jeg vil blive en hjælp eller en byrde, hvis jeg tager med soldaterne ud - også selv om de ønsker det, siger hun.

For Ulla Skou betyder det ikke noget, om hun er iført den traditionelle sorte præstekjole med pibekrave eller en camouflageuniform og skudsikker vest - hun er på arbejde som præst. (Foto: Carsten Rasmussen © Dr)

Herrens veje

Hun følger som mange kolleger med i DR-serien Herrens Veje, hvor feltpræsten August Krogh spiller en stor rolle. Han tager med på patrulje og ender med at dræbe en civil kvinde. I virkelighedens verden har en dansk feltpræst aldrig dræbt nogen i en konflikt eller krig.

Samme August Krogh lader sig også lokke til at velsigne soldaterkammeraternes våben, selv om han først nægter det. Der er Ulla Skous holdning fast:

- Jeg velsigner mennesker, ikke ting. August bliver presset til det, og jeg kan godt forestille mig, at det kan være fristende at give efter og velsigne ting, som soldaterne beder om. Men det kan vi ikke. Jeg mener heller ikke, at jeg kan presses til det, for jeg har trods alt en vis ballast med mig, siger Ulla Skou.

Jeg er præst, ikke kammerat

Hun føler sig forberedt på de fleste af de emner, en soldat kan komme til hende med - også selv om hendes normale sognebørn og kirkegængere typisk er andre steder i livet end de soldater, der bliver udsendt.

- Jeg var 28 år, da jeg fik mit første embede. Siden har min menighed set mig som en datter, som en mor og som en mormor. Men selv om jeg har prøvet mange roller, bliver jeg aldrig deres nærmeste feltkammerat. Det er min alder ikke til, siger hun.

Hun vil da også helst ses som præsten og ikke som kammeraten. Man skal kunne komme til hende med alt fra angst for at skulle i kamp over problemer med den overordnede til frygten for, at ægtefællen derhjemme har et forhold ved siden af. Det kræver stor rummelighed, mener hun.

Ingen over - alle ved siden af

Modsat alle andre i hæren har præsten altid samme rang som den, hun står overfor. På den måde kan både sergenten og den firstjernede general bruge feltpræsten som samtalepartner.

Mange soldater er mere troende end deres jævnaldrende derhjemme.

Ulla Skou, feltpræst

- Jeg forventer at komme ud for mange forskellige ting, men der er ikke nogen tvivl om, at mange soldater har en anderledes tilgang til religionen end mange af deres jævnaldrende - og deres trofasthed overfor kirken holder ofte ved, når de kommer hjem. Det bliver vigtigt for dem at blive gift i en kirke, at få deres børn døbt og i det hele taget er de positive overfor folkekirken, oplever hun.

Lige nu passer hun sit almindelige arbejde som sognepræst og har desuden nogle småopgaver herhjemme som feltpræst. Men der er ikke nogen tvivl om, at hun gerne vil udsendes.

- Mit gæt er, at jeg sandsynligvis kommer af sted, men på en mindre opgave. Og jeg ser det ikke som en fredselskende præst, der skal i krig, men derimod som en præst, der skal ud for at støtte den menighed, som soldaterne er, siger hun.

Fuld støtte på hjemmefronten

På hjemmefronten har hun kun mødt støtte. Kort før hun aftjente sin værnepligt, blev hun gift igen. Og manden støtter hende. Det samme gør hendes nu 27-årige datter.

- Hun er ikke specielt positiv overfor militæret, men hun har sagt, at hun synes, det er flot af mig at blive feltpræst. Og det er jeg stolt af, siger Ulla Skou.

De første 40 kilometer gik godt, de næste 40 kilometer gav store vabler, de sidste 80 kilometer var fødderne fyldt med ømme sår - men Ulla Skou gennemførte sin første Nijmegen-march i sommer. Nu er hun jo soldat, så..... (© dr)

Og så går hun gerne langt. I år deltog hun for første gang i Nijmegen-marchen - 160 kilometer i løbet af fire dage i Holland med mange militære deltagere.

- Jeg ville gerne gøre indtryk på hærprovsten, som også deltog, siger hun med et lidt forpint grin.

Turen gav vabler og sår, men hun gennemførte - i selskab med hærprovsten og en håndfuld danske feltpræster. Og hun er med igen næste sommer, hvis hun ikke er udsendt på det tidspunkt.

Blå bog - Ulla Skou:

  • 59 år, født og opvokset i Svendborg og uddannet præst i 1987.
  • Mangeårig præst i fire landsogne på Lolland. Blev ansat ved Sct. Nicolai Kirke i Rønne i marts 2013.
  • Udnævnt til feltpræst ved Hjemmeværnet på Bornholm i 2015.
  • Aftjente fem ugers koncentreret værnepligt i begyndelsen af 2016. Har desuden gennemgået uddannelsen som feltpræst.
  • Gift og mor til en 27-årig datter.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.