Bornholm får sit eget særlige ø-beredskab

Det kommunale redningsberedskab og Beredskabsstyrelsen skal samarbejde.

Bornholm skal have et særligt ø-beredskab som et samarbejde mellem det statslige og kommunale redningsberedskab.

Det er en del af den aftale om besparelser på redningsberedskabet, som regeringen i dag har indgået med et bredt flertal i Folketinget.

Aftalen betyder, at en del af de planlagte besparelser på det statslige redningsberedskab rulles tilbage.

Der skal stadig findes besparelser

Men der skal stadig findes besparelser, og det skal samarbejdet på Bornholm bidrage til, fremgår det af aftalen.

Venstres forsvarsordfører Peter Juel Jensen, valgt på Bornholm, lægger vægt på, at ministeriet og kommunen nu skal forhandle om, hvordan ø-beredskabet skal skrues sammen.

- Forsvarsministeriet kan ikke tvinge noget ned over hovedet på Bornholm, og vi har fortsat det statslige beredskab på Bornholm, betalt af staten, siger Peter Juel Jensen.

Han peger dog på, at samarbejdet kan give nogle synergi-effekter.

Peter Juel Jensen nævner også, at aftalen indebærer, at der ikke skal skæres ned på antallet af værnepligtige på Beredskabsstyrelsens center i Allinge.

  • Print
  • Del artiklen: