Bornholm får stort havbrug til ørreder

Både økonomi og miljøtilladelser er klar, og det første bur til opdræt bliver forankret i Østersøen i april.

Direktør Thor Gunnar Kofoed er klar til at sætte de første havørreder ud i opdrætsbur i Østersøen i april. (© DR-Bornholm)

Bornholm tager hul på et helt nyt kapitel i øens lange fiskerihistorie, når det første bur til opdræt af havørreder bliver forankret i Østersøen fem kilometer øst for Nexø om nogle uger.

Det nyoprettede Bornholms Havbrug A/S regner med at opdrætte 100 tons havørreder i år, men mængden vil vokse sig noget større allerede næste år - og i første omgang er det målet at nå op på en produktion på 3.000 tons havørreder om året.

Samtidig vil det give en række arbejdspladser i land - fra opdræt af yngel til forarbejdningsindustri.

Østersøen er et af de bedste steder til opdræt.

Thor Gunnar Kofoed, direktør

Arbejdspladser og et økonomisk løft

- Der er selvfølgelig mange udfordringer i det, men allerede næste år regner vi med at være oppe på en produktion, der kan være med til at give Bornholm arbejdspladser og et økonomisk løft, siger direktør i Bornholms Havbrug, Thor Gunnar Kofoed.

Tre lokale selskaber bakker direktøren økonomisk op i et fælles aktieselskab, nemlig Ocean Prawns, Nexø Vodbinderi og Bornholms Brand. Ikke mindst Nexø-selskab Ocean Prawns kender med sine store oceangående industriskibe fiskeindustrien ganske godt.

Udfordringer

Bornholms Havbrug A/S skal bruge sommerens opdræt af ca. 100 tons havørreder til at afklare en række ting:

  • Kan burene holde til bølgerne i Østersøen
  • Se om sælerne, der er et stort problem for fiskerne i Østersøen, vil være et problem for havbrug
  • Finde ørredyngel til næste års opdræt
  • Få gang i produktionen af ørredyngel på Bornholm
  • Start på opbygningen af forarbejdningsindustrien på Bornholm

Thor Gunnar Kofoed er klar over, at det er en stor mundfuld at gå igang med, og han lægger vægt på, at projektet både skal være miljømæssigt forsvarligt og økonomisk rentabelt.

Fem steder til havbrug omkring Bornholm

Derfor bliver Dansk Hydraulisk Institut en ganske betydelig medspiller på sommerens pilotprojekt, der skal ende med den endelige miljøtilladelse i slutningen af året. Og når den er i hus, er Bornholms Havbrug klar til at vokse.

- Og økonomisk har de seneste 10 år været gode for de danske havbrug, så vi hviler på et solidt grundlag, siger Thor Gunnar Kofoed.

De første bure skal altså placeres øst for Nexø, men der er mulighed for at lave havbrug fem steder omkring Bornholm. Derfor vil der altså blive forskellige adresser på burene, efterhånden som havbruget vokser.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.