Bornholm vil lægge klipper til den femte nationalpark

Kongernes Nordsjælland har mødt så stor modstand, at planerne risikerer at kuldsejle.

Bornholm lægger nu billet ind på at blive Danmarks femte nationalpark, hvis planerne om Kongernes Nordsjælland som nationalpark glipper.

- Hvis der skal findes et alternativ til Kongernes Nordsjælland, er der på Bornholm nogle åbenlyse muligheder og noget fantastisk natur, der er meget velegnet til en nationalpark, siger Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S).

En nationalpark giver et område et markant kvalitetsstempel fra staten. Desuden vil der følge otte millioner kroner med til at udvikle området.

- Vi kunne blandt andet udvikle hele outdoorområdet, vandreruter og sheltere, så det bliver mere rekreativt og endnu mere spændende, siger Winni Grosbøll.

En nationalpark på Bornholm vil først og fremmest fokusere på naturen med klippekyster og skove, men kulturområder som helleristningerne på Madsebakke ved Sandvig, Hammershus, stenbrud og Christiansø kan også komme med i nationalparken.

- Man kan også - som i nationalparken i Thy - tænke lokale fødevarer som honning og havtorneprodukter ind i det og dermed også binde noget erhvervsudvikling ind i det, siger Winni Grosbøll.

Hun slår dog fast, at der skal være bred enighed om det. Kongernes Nordsjælland har mødt stor modstand fra både lodsejere og Danmarks Naturfredningsforening.

  • En bred forligskreds i Folketinget - kun Enhedslisten og Alternativet står udenfor - har besluttet, at der skal være fem nationalparker i Danmark.

  • I dag er fire etableret - Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Thy, Nationalpark Vadehavet og Nationalpark Skjoldungernes Land.

  • Alle nationalparker byder på både natur, kultur og fritidsliv.

  • Print
  • Del artiklen: