Bornholms Hospital energirenoveres for 23 mio. kroner

Bornholms Hospital skal energirenoveres for 23 millioner kroner ved hjælp af isolering, nye vinduer og solceller.

En del af Bornholms Hospitals bygninger er af ældre dato. Nu skal en større investering gøre hospitalet mere energivenligt. (Foto: Magnus Bjerg © DR Bornholm)

Bornholms Hospital skal isoleres og energirenoveres for 23 millioner kroner.

Det er Region Hovedstaden, som har haft den store tegnebog fremme, og pengene skal gå til isolering af ydervægge og tag samt nye vinduer og solceller.

Bornholms Hospital er dermed en del af et stort energiprojekt til 465 millioner kroner, som Region Hovedstaden og 11 kommuner sætter i gang over de næste tre år.

Vedvarende energi

Målet er, at de offentlige bygninger skal spare meget mere på energien, og der skal satses meget mere på vedvarende energikilder som vind, sol, biomasse og jordvarme.

Glostrup og Bornholms Hospitaler er de eneste to hospitaler, der er med i det EU-støttede projekt.

Her investerer Region Hovedstaden for i alt over 50 millioner kroner, mens de 11 kommuner har afsat over 400 millioner kroner.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.