Bornholms landmænd ikke glade for en nationalpark

Selvom der godt må drives landbrug i en nationalpark, er landmændene bange for, at der vil komme restriktioner.

De bornholmske landmænd er ikke umiddelbart brandvarme på ideen om at lave Danmarks femte nationalpark på Bornholm.

Ideen er kommet i spil, fordi de oprindelige planer om at lave Kongernes Nordsjælland - Danmarks femte nationalpark - er ved at kuldsejle, fordi lodsejere og Danmarks Naturfredningsforening er imod.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), en række politiske kolleger og Destination Bornholm er blandt dem, der taler om muligheden, men landmændene er altså ikke så glade for udsigten til en nationalpark på Bornholm.

- I forvejen er Bornholm en naturperle. Hvorfor skal man så stoppe den ned i en nationalpark, spørger formanden for Bornholms Landbrug, Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Landmændene er først og fremmest bange for, at der vil komme nogle begrænsninger i det nuværende landbrug for risiko for, at de ikke vil kunne udvikle og udvide deres bedrifter.

Der er dog ikke nogle regler, der forhindrer, at der drives landbrug i nationalparkerne.

- Men vi kan jo ikke være sikre på, at en anden regering ikke vil lave stramninger, siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Bornholms Landbrug er dog klar til at indgå i det, som formanden kalder et konstruktivt arbejde, hvis planerne om en nationalpark på Bornholm skal videre.

Kort om nationalparker:

  • En bred forligskreds i Folketinget - kun Enhedslisten og Alternativet står udenfor - har besluttet, at der skal være fem nationalparker i Danmark.

  • I dag er fire etableret - Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Thy, Nationalpark Vadehavet og Nationalpark Skjoldungernes Land.

  • Alle nationalparker byder på både natur, kultur og fritidsliv.

  • Print
  • Del artiklen: