Dagligvarekæde vil forbyde 'det beskidte dusin'

Coop vil have folketinget til at forbyde 12 hormonforstyrrende stoffer.

Coop vil have forbud mod hormonforstyrrende stoffer. (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Det bør ikke være forbrugerens ansvar at tænke over, om de varer, de putter i indkøbskurven indeholder sundhedsskadelig kemi. Sådan lyder et nyt opråb fra Coop.

De vil gerne have politikerne til at stramme lovgivningen, når det kommer til indholdet i danskernes dagligvarer. Kampagnen hedder: 'Ny kemilov nu'. Målet er, at 12 forskellige stofgrupper skal forbydes. Stofferne bliver brugt i forskellige dagligvarer, som bagepapir, plastikflasker, konserves og kosmetik.

"Det beskidte dusin"

De 12 stofgrupper, som Coop ønsker at forbyde, kalder de "Det beskidte dusin". Det drejer sig om:

  • Metyl isothiazolinone
  • Fluorstoffer
  • Hormonforstyrrende stoffer i kosmetik
  • PVC og ftalater
  • Problematiske kemikalier i tekstil
  • Allergifremkaldende duftstoffer og konserveringsmidler
  • Miljøbelastende vaskemidler
  • Kemikalier fra EU’s kandidatliste
  • Triclosan
  • Bekæmpelsesmidler
  • Bisphenol A og andre bisphenoler
  • ​Klor og kvaternære ammoniumforbindelser

Kilde: Coop

- Vi mener, at der i højere grad er behov for at beskytte vores kunder fra den her særlige gruppe af stoffer, som kan udgøre en risiko for sundheden, siger Malene Teller Blume, der er nonfood-kvalitetschef hos Coop.

Til spørgsmålet om, hvorvidt kampagnen ikke bare er lavet for at sælge flere produkter, svarer hun:

- Først og fremmest handler det om, at vi gerne vil beskytte vores kunder. Vores kunder skal være trygge, når de går i vores butikker. Hvis det viser sig, at det også er en god forretning for Coop, så synes jeg kun, at det er positivt, siger hun.

Dagligvarekæden har allerede selv fjernet stofferne fra deres egne produkter.

Virksomheder kan få politikere til at ændre kurs

Og det er faktisk muligt for Coop at påvirke det politiske system. Det fortæller Mads Mordhorst, der er leder af Center for Virksomhedshistorie ved Copenhagen Business School.

- Som virksomhed har Coop en stærkere indflydelse end de fleste andre virksomheder har i Danmark. Det hænger sammen med, at de har en lang tradition for at ville have indflydelse. Der er ikke nogen politikere, der tør gøre op med dem, fordi de er en andelsbevægelse, siger han.

Han fremhæver kostpyramiden som et eksempel på, hvordan Coop har fået indflydelse. Den fandt Coop nemlig på dengang, selvom mange måske tror, at pyramiden blev udstukket fra mere officiel hånd.

- For Coop er det at prøve at gå ind og påvirke politik ikke noget nyt. De har prøvet det på en lang række måder igennem historien, siger Mads Mordhorst og fortsætter:

- Man kan altid diskutere i hvor høj grad de går ind og sætter en dagsorden, eller om de bare bruger en eksisterende dagsorden for at legitimere sig selv.

Hos Coop understreger man dog, at kampagnen først og fremmest handler om at beskytte forbrugerne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.