Der er rift om de danske smågrise

Danish Crown har hævet sin afregningspris voldsomt for at holde smågrisene i landet.

Danmark, Polen og Tyskland slås nærmest om at kunne opfede de danske smågrise. Det giver meget høje priser til landmanden. (Foto: Arkivfoto)

Der er rift om de danske smågrise - faktisk så meget, at slagterigiganten Danish Crown både har hævet sine afregningspriser betragteligt og samtidig indført særlige bonusordninger.

Mange danske svineproducenter sender smågrisene til Tyskland og Polen, fordi de får meget mere for dem der, men den kamp har Danish Crown nu taget op for at holde smågrinsene i Danmark.

- Vi arbejder benhårdt på at sikre stabile leverancer til vores slagterier, siger kommunikationschef Jens Hansen.

Eksportprisen for smågrise på 25 kilo er steget fra 200 kroner pr. gris for et år siden til 500 kroner nu. Det pres har fået Danish Crown til at hæve sin afregning.

De højere priser har for nylig fået cirka 60 leverandører af den såkaldte bonusgris til at skifte til Danish Crown, hvor de fra september leverer 600.000 slagtesvin om året.

På Bornholm er svineproducenterne i en særlig situation, fordi de i forbindelse med den store redningsplan for det lokale Danish Crown-slagteri forpligtede sig til at øge den årlige leverance af slagtesvin.

Det betyder, at mange smågrise bliver opfedet på øen fremfor at blive eksporteret.

- Vi skal stå sammen om at sikre slagteriets fremtid, og de bornholmske leverandører er desuden bundet af længervarende kontrakter.

- Det er samtidig meget usikkert, om priserne i Polen og Tyskland fortsætter på dette ekstremt høje niveau, siger Stine Mikkelsen, der er svineansvarlige i bestyrelsen for Bornholms Landbrug og samtidig selv svineproducent.