Det bliver dyrere at lave mellemlager til atomskrald

Den tyske specialist i atomdepoter, Gerhard Schmidt, anbefaler Danmark at finde en varig løsning nu.

Den tyske atomforsker, Gerhard Schmidt, savner beregninger for et meget dybtliggende, dansk atomaffaldsdepot. (Foto: Torsten Raagaard)

Det bliver dyrere for Danmark at lave et mellemlager til atomaffaldet fra Risø fremfor at lave et slutdepot dybt i jorden.

Det var et af hovedbudskaberne på den konference, som miljøorganisationen NOAH stod bag på Christiansborg.

Men det var ikke et budskab, som de to vigtigste officielle aktører i arbejdet med at finde en holdbar løsning på deponeringen af det danske atomaffald hørte. Sundhedsministeriet og Dansk Dekommissionering deltog nemlig ikke i konferencen.

Vi skal ikke lave en dårlig løsning til vores børn.

MF Jacob Lund (S)

Der mangler beregninger

Det var den tyske atomforsker og specialist i atomslutdepoter, Gerhard Schmidt, der satte prisen på et atomlager på dagsordenen.

- Det er dyrere at lave et mellemlager fremfor at lave et dybt geologisk lager, konstaterer den tyske atomforsker.

Samtidig gør han opmærksom på, at der i det danske materiale ikke ligger en beregning på prisforskellen på fx. at lave et depot i 50 meter dybde og 300 meters dybde.

5 atom-kommuner

Fem områder er fortsat i spil til at huse det slutdepot, som Folketingets flertal besluttede tilbage i 2003.

Det drejer sig om Bornholm, Lolland, Kerteminde, Skive og Struer.

- Der er reelt bare tale om, at hullet skal være 250 meter dybere, og hvor meget dyrere er det lige at lave, spørger Gerhard Schmidt retorisk.

Der skal laves en endelig løsning

Han lægger ikke skjul på, at han mener, at Danmark bør lave et slutdepot nu fremfor at lave en mellemlagerløsning og dermed skyde beslutningen om det danske atomaffald ud i fremtiden.

Men den holdning deler de danske politikere og de lokale borgergrupper imod atomaffald ikke. De er derimod godt tilfredse med, at Folketingets partier er blevet enige om at undersøge en mellemlagerløsning, inden den endelige beslutning om det danske atomaffald bliver truffet.

Vi skal tænke os godt om

- Det er bedre at satse på en midlertidig løsning fremfor at lave en forkert, permanent løsning, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Bornholm, Jakob Lund.

- Teknologien bliver hele tiden bedre, så man kan ikke bare sige, at vi lader vores børn arve problemet. Vi skal i stedet være sikre på, at vi ikke laver en dårligere løsning for dem, hvis vi laver slutdepot nu, fortsætter han. 

Spørgsmålet om et slutdepot er foreløbig lagt på hylden et års tid, mens myndighederne undersøger, om det vil være bedre at lave et mellemlager.