Flygtningebørn kan redde bornholmske daginstitutioner

Der bliver færre børn på Bornholm, men der kommer samtidig flygtninge, påpeger borgmester.

Flygtningebørnene giver en bedre drift i de bornholmske daginstitutioner, siger borgmester Winni Grosbøll. (Foto: Torsten Raagaard DR Bornholm)

De flygtninge, der kommer til Bornholm, kan være løsningen for nogle af de daginstitutioner, der ellers er truet på livet på grund af et faldende børnetal.

Det siger Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S).

- Der kommer en del børn med flygtningene. Det er med til at holde hånden under nogle af de mindre institutioner på øen. De tager de pladser, som ellers er ledige, og det giver en meget bedre drift i institutionerne, siger hun.

Flere kvoteflygtninge

Oprindeligt skulle Bornholm have taget imod omkring 130 kvoteflygtninge i år, men regeringen har opjusteret antallet, så der nu kommer 188 nye flygtninge.

- Det betyder også, at der kommer flere børn. Nu skal vi kigge på, hvor stor effekten af det bliver, siger Winni Grosbøll.

I øjeblikket er et forslag om at lukke børnehuset i Tejn og lægge Svaneke Børnehus sammen med specialbørnehaven Mælkebøtten i Svaneke på vej i høring.

Begge forslag skyldes prognoser, som forudser en markant befolkningsnedgang på Bornholm.

I 2015 er befolkningstallet dog faldet mindre, end Bornholms Regionskommune havde regnet med. Samtidig kommer der altså flere flygtninge til øen end forventet.

- Det kalder på en diskussion om, hvilken betydning det får for daginstitutionerne, siger Winni Grosbøll.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.