Folkemødet vil sikre rimelige overnatningspriser

En mærkningsordning skal tage toppen af de stærkt kritiserede priser for overnatning under Folkemødet.

Det er blevet en dyr affære at overnatte på Bornholm under Folkemødet. Derfor vil direktør Mads Akselbo Holm fra Foreningen Folkemødet nu have en mærkningsordning, så gæsterne kan se, om prisen er rimelig og i orden. (Foto: Lis Eilsøe © (c) DR)

Der skal lægges et loft over priserne for overnatning under Folkemødet på Bornholm.

Det mener i hvert fald Foreningen Folkemødet, der derfor er på vej med en form for mærkningsordning. Den skal alene sikre rimelige overnatningspriser i og omkring Allinge ved næste års Folkemøde.

Det oplyser Folkemødets direktør, Mads Akselbo Holm.

- Vi har fået meldinger fra de deltagende arrangører om, at hvis vi ikke gør noget ved overnatningspriserne, så bliver det et problem, siger han.

Skarp kritik af priserne

Især i år har der været skarp kritik af, at priserne for sommerhuse og værelser skrues kraftigt op i de fire dage i juni, hvor der er Folkemøde.

- Vi har en forpligtelse til at gøre opmærksom på, når vi synes, at noget er ved at løbe løbsk, siger Mads Akselbo Holm.

- Derfor overvejer vi at introducere, at man for eksempel som borger i Allinge, der lejer sit hus ud, eller som hotel-ejer kan få et mærke, som viser, at man tager nogle priser, som vi i samarbejde med blandt andre hotelbranchen har vurderet til at være rimelige, siger Mads Akselbo Holm.

Folkemødeforeningen vil selv skrue ned for priserne blandt andet på telt-leje.

  • Folkemødet i Allinge er en politisk festival. Næste års Folkemøde foregår fra 14. til 17. juni.
  • De seneste år har omkring 100.000 mennesker deltaget i Folkemødet, fordelt på de fire dage, det varer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.