Forsker: Svært at gennemskue DI-undersøgelse om erhvervsvenlighed

I DI's nye erhvervsklimaundersøgelse er Bornholm for eksempel gået 32 pladser frem på et område, hvor der intet er sket.

Dansk Industri får kritik for undersøgelse om erhvervsvenlighed. Selv afviser de kritikken. (Foto: Katrine Emilie Andersen © Scanpix)

Landets kommuner var til eksamen i går. Dansk Industri udkom med den årlige rangliste over, hvor erhvervsvenlige kommunerne er.

Selv kalder Dansk Industri listen for et dialogværktøj, der kan give dem mulighed for at diskutere med landets kommuner om, hvor de kan gøre det bedre.

Men listen vækker også kritik for at være et lobbyisme-redskab og for at bygge undersøgelsen på tvivlsomme data.

Per Servais er lektor på institut for marketing og management på Syddansk Universitet, og han mener, at der er flere problemer med undersøgelsen - bl.a. at store dele bygger på spørgeskemaundersøgelser med chefer og andre erhvervsledere.

I et eksempel fra Bornholm har erhvervslederne vurderet, at øen skal gå 32 pladser frem på listen i år, når det gælder niveauet for personskatter. Problemet er bare, at personskatten på Bornholm har været uændret siden 2014:

- Hvordan skal man kunne gennemskue, hvad de her erhvervsledere lige har tænkt, da de besluttede sig for det. Det er deres subjektive mening, der ikke er baseret på fakta. Det er jo ærlig talt ikke særligt oplysende, siger Per Servais.

Også Bornholms Borgmester Winni Grosbøll (S) undrer sig over resultaterne i Dansk Industris målinger. De virker noget tilfældige mener hun:

- I de år, hvor vi kæmpede allermest for vores erhvervsliv - og hvor vi reddede blandt andet det lokale slagteri med sænkede afgifter og bedre service - der rykkede vi ikke en tøddel på de parametre. Vi gik faktisk tilbage, siger Winni Grosbøll.

Af samme årsag har borgmesteren besluttet ikke at fæstne for meget lid til den type undersøgelse.

Inspireret af World Economic Forum

I Dansk Industri er man glade for ranglisten, for det styrker i den grad dialogen ude i kommunerne, siger vicedirektør Kent Damsgaard, som samtidig afviser kritikken af, at undersøgelsen skulle være af tvivlsom karakter:

- Vi prøver at lade os inspirere af, hvordan World Economic Forum laver lignende internationale undersøgelser, og vi lægger alt åbent frem.

Kent Damsgaard anerkender dog, at der er dele af undersøgelsen, der ikke er særlig videnskabelig:

- Selvfølgelig er der noget subjektivt i, hvordan hver enkelt virksomhedsleder opfatter det kommunale erhvervsklima, siger vicedirektøren.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.