Kirsten foretager dagens vigtigste opkald: Hun ringer til ældre og ensomme

Hver morgen ringer frivillige fra Telefonstjernen ud til enlige for at sikre sig, at de har det godt.

Kirsten Smidth er projektansvarlig for Telefonstjernen. (Foto: Jens ørberg © (c) DR)

Alarmknap, internet og mobiltelefon kan ikke erstatte et telefonopkald, når det handler om at skabe tryghed. Hver morgen hele året rundt ringer frivillige fra Telefonstjernen på Bornholm rundt til ældre eller ensomme medborgere.

På den måde sikrer de sig, at alle har det godt. Og hvis der er nogle, som ikke svarer eller har problemer, så er de klar til at hjælpe.

- Jeg har engang snakket med en, som fortalte, at vi var de eneste, som vedkommende havde talt med dagen før. Folk bliver mere trygge af at blive ringet op, siger Kirsten Smidth, der er projektansvarlig for Telefonstjernen, og fortsætter:

- På et tidspunkt ringede vi til en dame, som ikke svarede. Så vi kontakter hendes søn, som finder hende på badeværelsesgulvet. Hun kommer på hospitalet. Efterfølgende har hun ringet til os og sagt, at hvis vi ikke havde været der, havde hun heller ikke været her mere.

Der er 33 frivillige i Telefonstjernen, som ringer til 51 forskellige brugere rundt omkring på Bornholm. Ordningen holder til fire forskellige steder på øen. Initiativet er finansieret af Bornholms Regionskommune.

Og der kan være mange årsager til, at folk gerne vil ringes op hver eneste dag. Nogle er ensomme, mens andre bare føler, at det er mere trygt. Det er mest ældre, der er tilmeldt, men der er også et par yngre brugere, som eksempelvis er gangbesværede og derfor føler, at det giver tryghed at blive ringet op hver eneste morgen af nogen, som tjekker, om der er sket noget i løbet af natten. Man kan selv tilmelde sig Telefonstjernen.

- Mange har også børn, som skal på arbejde om morgenen, og så synes de, at det er bedre, at vi ringer om morgen og sikrer os, at de har det godt, siger Kirsten Smidth.

Men det er ikke kun dem, der bliver ringet op, der får noget ud af opringningerne. Det gør de frivillige også:

- Vi synes, det er hyggeligt at snakke med brugerne, som også engang i mellem fortæller en sjov historie om deres liv. Vi har god tid, så vi kan godt snakke om deres hverdag.

For hver enkelt bruger har Telefonstjernen en mappe. Heri står der, hvem de skal kontakte, hvis brugeren ikke tager telefonen. Det kan være deres børn eller deres nabo. Hvis kontaktpersonerne ikke svarer, kontakter Telefonstjernen hjemmeplejen, som tjekker op på, hvad der er sket.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.