Klimakommuner har succes med at spare på energien

70 kommuner har indgået en aftale med Danmarks Naturfredningsforening, og nu ruller resultaterne ind.

Halm, flis, biogas, vind og sol er med til at skabe flotte CO2-regnskaber i kommunerne. (Foto: Kjeld Pedersen © DR)

Der er store CO2-besparelser i vente, når kommuner omlægger deres fjernvarme fra kul og olie til flis, halm og vind.

Og nu er der ved at være solig dokumentation for, at mængden er faldet.

70 kommuner har indgået en klimaaftale med Danmarks Naturfredningsforening, og Jens la Cour, der er naturfredningsforeningens klimakommune-ansvarlige, er ikke i tvivl om, at det hjælper at lægge pres på kommunerne.

70 klimakommuner

Det er snart 10 år siden, at Danmarks Naturfredningsforening lancerede projekt klimakommune.

70 af landets 98 kommuner har nu indgået en klimaaftale.

De skal spare mindst to procent på CO2-regnskabet om året. Mange kommuner sparer mere - og når de omlægger deres varmesystemer, er der typisk rigtigt meget at spare. Bornholm har som noget af det højest sparet 28 procent på CO2-regnskabet fra 2013-2015.

Se klimakommunerne og deres resultater her:
http://www.dn.dk/om-os/projekter-og-kampagner/klimakommuner/klimakommuneoversigt/

- Vi vil gerne sikre, at der sker noget hele tiden. De 70 kommuner, der er med, siger ikke bare, at de gør noget. De gør det virkelig, og derfor kan man se nogle resultater, siger Jens la Cour.

Borgerne kan se, at der faktisk bliver sparet penge på energiregningen på skoler og plejehjem. Embedsmændene kan samtidig se nogle meget klare mål - og klimaet får det altså lidt bedre med hvert initiativ.

Bornholm er en af de klimakommuner, som har sparet rigtigt meget. Faktisk blev der skåret hele 28 procent af CO2-udledningerne fra 2013 til 2015. Det er et meget højt tal, men tal helt oppe i de højder er også set andre steder.

- Så snart kommunerne lægger især deres varmeværker om til for eksempel flis eller får mere vindenergi, kan vi for alvor se, at der sker noget, siger Jens la Cour.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.