Konservativ byrådsmedlem trods historisk nedgang: Vi sætter vores aftryk på lokalpolitikken

Efter 100 år oplever Det Konservative Folkeparti historisk lav vælgertilslutning på landsplan, men lokalt ser det lidt bedre ud.

Det Konservative Folkeparti fejrer 100 års jubilæum som et parti i modvind.

Men selv om partiet kun har en lille opbakning for tiden, så er der muligheder for indflydelse - især på lokalt plan.

Det siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

Partiet har i øjeblikket 205 byrådsmedlemmer i de danske kommuner - over otte procent af det samlede antal byrådspladser og altså væsentligt bedre end situationen i folketinget, hvor kun lidt over tre procent af medlemmerne er konservative.

- Det Konservative Folkeparti er stærkere i kommunerne end på landsplan. I 2013 fik partiet 13 borgmesterposter, og det er mere end hver tiende. Det er imponerende for et parti, der ligger dårligere i meningsmålingerne, end de har gjort nogensinde før, siger Roger Buch.

På Bornholm sidder Kirstine van Sabben alene som konservativ i kommunalbestyrelsen. Men det er lykkedes at få indflydelse på trods af at blot ét ud af 27 sæder er reserveret til Det Konservative Folkeparti, mener Kirstine van Sabben.

- Jeg har været med i 10 år, og kan se ting, der er blevet rykket. I kommunalpolitik handler det mere om konkrette problemer, der skal løses og ikke store partipolitiske planer. Men det vil selvfølgelig være dejligt at være flere end kun mig, siger hun.

Færre pladser at slås om ved næste kommunalvalg

Fra næste kommunalvalg bliver kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune skåret fra 27 til 23 medlemmer. Det var Kirstine van Sabben selv, som stillede forslaget.

- Der er en risiko for, at det er min plads, der ryger ved næste kommunalvalg, men det er jo op til vælgerne, når de sætter krydset, siger Kirstine van Sabben.

På landsplan bliver de konservative presset af nye partier som Liberal Alliance. Det har også en betydning på det lokale niveau, men effekten på landsplan bliver ikke direkte afspejlet i kommunerne, forklarer Roger Buch.

- Det er de lokale kræfter, som er afgørende for, hvem kandidaterne er, hvilke temaer de slår på, og hvor mange penge, de har rejst til valgkampen. Men når et parti, som er vant til at få omkring 15-20 procent af vælgerne pludselig ligger på tre procent, kan det ikke undgå at slå igennem lokalt også, siger Roger Buch.

  • Print
  • Del artiklen: