Krisehjælpen når ikke ud til Udkantsdanmark

Afgørende, at der er tilbud om krisehjælp i yderområderne, siger professor.

I mandags var Michael Evander med til at genoplive en mand, som pludselig fik hjertestop i Poulsker-Hallen i Nexø på Bornholm.

Det var en voldsom oplevelse for mændene, som efter episoden blev opfordret til at kontakte Hjerteforeningen for krisehjælp.

Hjerteforeningen kunne dog ikke tilbyde hjælp på Bornholm, og mændene blev i stedet henvist til København.

Michael Evander finder det dybt kritisabelt, at der ikke er hjælp udenfor de store byer i Danmark.

- Jeg og de andre har brugt så meget energi på at bearbejde den her skræmmende oplevelse. Der burde være et automatiseret system, som kunne træde i kraft i sådanne situationer, så man ikke selv skulle bruge så meget tid på at finde frem til hjælpen, siger han.

Udkantsområder bør have tilbud

Hurtig hjælp er afgørende, når der opstår voldsomme situationer, hvor der er brug for krisehjælp. Det siger professor Ask Elklit, Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet.

- Det er en voldsom oplevelse at stå med ansvaret for en livløs person og at blive konfronteret med døden. Mange har brug for støtte og hjælp til at bearbejde oplevelsen, siger han.

Derfor mener han også, at det er afgørende, at der er tilbud om krisehjælp i yderområderne i Danmark.

- Det kan jo ikke være sådan, at man skal rejse en halv dag for at få hjælp. Der burde være tilbud om krisehjælp på eksempelvis Bornholm, konkluderer han.

  • Print
  • Del artiklen: