Tema Folkemødet 2017

Kritik af priserne: 'Folkemødet risikerer at ende som Hellerup-ugen'

Virksomhederne bør tage ansvar for de høje overnatningspriser, mener erhvervskommentator.

Priserne på overnatning til Folkemødet risikerer at blive så høje, at det skræmmer almindelige mennesker og små organisationer væk fra Folkemødet. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Opdateret klokken 12.01 med en kommentar fra direktør for Foreningen Folkemødet, Mads Akselbo Holm.

Folkemødet risikerer at ende som Hellerup-ugen i Skagen, hvor kun landets rigeste erhvervsfolk har råd til at netværke med hinanden.

Det mener erhvervspolitisk kommentator Anders Heide Mortensen, som er indehaver af Heide Kommunikation.

Han er bekymret for, hvor mange penge erhvervsfolk er villige til at betale for indlogering under Folkemødet, og mener, at de deltagende virksomhedsledere bør påtage sig et medansvar og takke nej til de opskruede priser.

- Jeg opfordrer dem til at tænke sig om, fordi de er så købedygtige. Med al den købekraft, de har til at købe plads og tid til Folkemødet, så risikerer de at gøre Folkemødet til noget andet, end det er i dag, siger han og fortsætter:

- Det risikerer at blive en Hellerup-uge kun for folk, der har penge.

Men man kan ikke regulere det frie marked, lyder det fra en af de faste virksomhedsdeltagere ved Folkemødet.

- Jeg deler bekymringen om, at priserne på overnatning ved Folkemødet er skruet op på et højt niveau, og det synes jeg, at man skal tage alvorligt, siger Peter Holm, kommunikationsdirektør i pensionsselskabet Skandia.

- Så længe virksomheder og organisationer er villige til at betale prisen, så vil priserne være, hvor de er.

Peter Holm har selv deltaget i Folkemødet seks gange og har forsøgt sig med indlogering i både telte, sommerhuse, hoteller og privat udlejning. Inden for alle genrer er han stødt på meget høje priser og har af samme grund sagt nej til forskellige overnatningsmuligheder.

Han foreslår, at arrangørerne bag Folkemødet går i dialog med de deltagende virksomheder for at tale om, hvordan en model ser ud.

- Jeg tror, at man er nødt til at tænke lidt kreativt i forhold til, hvor man placerer folk henne. Skal det være gratis - eller med kun en lille driftsomkostning for små foreninger?

- Jeg ville synes, at det var rigtigt ærgerligt, hvis det kom til en situation, hvor det kun er dem, der har alle pengene, der kommer til Folkemødet, fordi så er det ikke noget Folkemøde længere.

Hos Foreningen Folkemødet tager man også sagen alvorligt.

- Over de kommende måneder vil vi arbejde intensivt for at sikre, at alle forsat har råd til at være med på Folkemødet, siger Mads Akselbo Holm, direktør for Foreningen Folkemødet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.