Lokale fødevarer kan blive en eksportsucces

Globale trends som økologi og lokale råvarer kan booste danske fødevareproducenters salg både på det danske og udenlandske marked.

Hvis de danske fødevareproducenter skal overleve i fremtiden, skal de følge med på trends på det globale marked.

Det mener udviklings- og rådgivningsfirmaet Seges.

I takt med, at både gruppen af velhavende forbrugere og fokus på sundhed vokser, ændres kundegrundlaget for mange fødevareproducenter.

- Sundhed er både en global og national trend. Vi vil gerne give lidt ekstra for et produkt, vi har tillid til, siger specialkonsulent i Seges William Andersen.

Det betyder en anden kundegruppe i fremtiden, som efterspørger varer med merværdi som eksempelvis økologiske eller lokalt producerede varer, mener han.

- Der er stort vækstpotentiale i at eksportere de fødevarer. Der kommer flere kunder, der efterspørger fødevarer, de har tillid til, siger William Andersen.

Bornholmske slagtervarer på vej til udlandet

En af de virksomheder, som har taget trenden om lokale fødevarer og sporbarhed i råvarer til sig, er Bornholmerslagtereren i Aakirkeby på Bornholm.

For fem år siden gik Bornholmslagteren fra kun at lave produkter til hoteller og storkøkkener på Bornholm til at sælge slagtervarerne i supermarkeder i hele landet.

- Vi troede på, at den amerikanske trend med lokale varer også ville slå igennem i Europa. Derfor lagde vi hele forretningsmodellen om og satsede samtidig på råvarer fra lokalområdet, siger indehaver Richard Jørgensen.

Siden omlægningen er omsætningen steget med 40-50 procent om året.

  • Print
  • Del artiklen: