Lyden af Bornholms natur hjælper børn med ADHD

App med lyde fra den bornholmske natur er populær blandt forældre til børn med ADHD.

Lyden af vinden i træer og skvulpende bølger har gennem appen Sound of Bornholm jaget stress væk hos tusinder verden over. Siden 2012 er applikationen blevet downloadet over 9.000 gange.

Oprindeligt var appen tænkt som et redskab for turisterne på Bornholm, hvor de kunne tage lydene fra øen med hjem. Men det er lydenes beroligende effekt, som har haft størst betydning for succesen, fortæller manden bag appen, Jannik Holgersen.

- Der er mange familier, der har lange dage, og børn, der har en stresset skoledag. De bruger lydene til at koble af, når de kommer hjem, siger Jannik Holgersen.

- Det er kommet lidt bag mig, at det var netop de mennesker, der bruger appen. Det har vist sig at have en beroligende effekt på nervesystemet at lytte til natur-lyde, siger han.

Naturlyde får børn ned i gear

Jannik Holgersen har efterfølgende udviklet apps, der er målrettet mindfulness-brugerne, hvor lyden af øen og en rolig stemme guider folk til ro. Det er apps, som især har hjulpet forældre til børn med ADHD.

- Der er mange forældre, der skriver, at de bruger appen med børnene til at komme ned i gear efter en hektisk skolegang, siger Jannik Holgersen.

Næste kapitel i lyd-eventyret er lanceringen af en engelsk udgave af lyd-appen, og til pinse drager Jannik Holgersen til Bornholm igen for at optage nye lyde til appen.

  • Print
  • Del artiklen: