Meget lille opbakning til borgmester-lønforhøjelse på Bornholm

Lønnen for borgmestre ikke er steget siden 1994, og det skal der ikke ændres ved, mener flere kommunalpolitikere.

Skal borgmesterlønnen sættes i vejret med op til 30 procent, sådan som Vederlagskommissionen formentlig vil foreslå i næste uge? Nej, svarer syv ud af de 17 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune, som P4 Bornholm har spurgt.

- Borgmesteren har selv valgt at stille op til posten. Hun vidste, hvad hun gik ind til, og hvad lønnen er, siger Linda Kofoed Poulsen (DF).

På Bornholm får borgmesteren et vederlag på cirka 740.000 kroner om året. Kun tre af de adspurgte politikere svarer klart ja til, at det beløb skal stige markant.

- Det er 24/7, det er et hårdt arbejde og det er et stort ansvar. Hun er den øverstansvarlige i kommunen, og jeg mener ikke, hun får for meget i løn. Den kan godt blive højere, siger Erik Lund Hansen (S).

Ønsker mere gennemsigtig løn

Borgmester Winni Grosbøll vil ikke forholde sig til niveauet for en eventuel lønstigning, men ser gode ting i forslagene fra Vederlagskommissionen.

- Der er jo ikke tale om, at politikerne skal have et kæmpe lønhop. Der skal være et mere gennemsigtigt lønsystem, så befolkningen kan se, hvad vi tjener og ikke som nu, hvor der er mere eller mindre skjulte indtægter, siger hun.

Flere af de adspurgte kommunalbestyrelsesmedlemmer mener, at man også bør se på kommunaldirektørernes løn, som i dag er omkring dobbelt så høje som borgmestrenes. Det er Winni Grosbøll enig i.

- Der er sket en stor skævvridning, som er uhensigtsmæssig. Om man løser det ved, at en går op eller en anden går ned i løn, vil jeg ikke forholde mig til, siger Winni Grosbøll.

  • Print
  • Del artiklen: