Nu får unge under 18 år lov til at servere

Som en del af vækstpakken får unge mellem 15 og 18 år nu lov at arbejde i lokaler, hvor der drikkes alkohol.

Formand for Horesta Bornholm, Benny Schou, glæder sig til at slippe af med det, han kalder en forældet regel om, at unge under 18 år ikke må arbejde i lokaler, hvor der serveres alkohol. (Foto: Torsten Raagaard)

Restauranter og cafeer får nu lov til at lade unge under 18 år arbejde i lokaler, hvor der både sælges mad og udskænkes alkohol.

I dag er der adgang forbudt for unge under 18 år - de må altså hverken rydde af bordene eller fylde op i salatbaren.

Men den regel bliver der nu gjort op med i regeringens nye aftale om vækst og udvikling i hele Danmark.

- Det er en gammeldags regel i en tid, hvor de unge både må købe og drikke alkohol, fra de fylder 16 år, siger formanden for turistorganisationen Horesta på Bornholm, Benny Schou.

Nemmere at tilrettelægge arbejdet

Rent økonomisk betyder der måske ikke det helt store for den enkelte virksomhed, men det bliver langt nemmere at tilrettelægge arbejdet.

- Det bliver langt mere fleksibelt, når den unge opvasker kan give en hånd med, når bordene for eksempel skal ryddes. Samtidig kan det også være, at vi på den måde kan få nogle unge mennesker ind, der så vælger at blive tjener, siger Benny Schou.

Lovændringen kommer til at gælde for unge mellem 15 og 17 år, der altså både får mulighed for at rydde borde af og servere, selv om der bliver drukket alkohol i lokalerne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.