Pentagon vil opruste i Østersøen

Det amerikanske forsvarsministerium vil øge tilstedeværelse i blandt andet Østersøen for at vise Rusland, at NATO er stærkt, mener analytiker.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, meldte i denne uge ud, at det ønsker at bruge 23 milliarder danske kroner på at øge sin tilstedeværelse i Europa og dermed også i Østersøen.

Pengene er led i en større plan fra NATO, hvor alliancens medlemmere har bestemt, at antallet af øvelser skal stige i de kommende år.

Amerikanerne og de øvrige NATO-lande er ved at være rustne, siger militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. I fremtiden kan bornholmerne altså komme til at se flere forbipasserende krigsskibe på øvelse i Østersøen.

- Det handler i bund og grund om at vise russerne, at vi er der, og at vi kan finde ud af at bruge vores grej, siger Peter Viggo Jakobsen.

Magtspil i Østersøen

Udmeldingen kommer efter Ruslands gentagende provokationer - senest i januar, hvor et svensk militærfly blev jagtet af russiske jagerfly over Bornholm.

- Det er et middel, russerne bruger for at vise, at de stadig er sure på vesten over Krim. Jeg kan ikke forestille mig, at den aktivitet bliver mindre, siger Peter Viggo Jakobsen.

Ifølge en rapport fra Stockholm International Peace Research Institute har Rusland siden 2004 fordoblet sine militærudgifter.

Selvom både USA og Rusland optrapper, så er enden altså ikke nær, mener Peter Viggo Jakobsen.

- Magtforholdet er mere i vores favør, end det var under den kolde krig, og man skal have drukket mere vodka, end Rusland laver på et år, for at bilde sig selv ind, at det er en god idé at angribe NATO, siger han.

Pentagons anmodning skal godkendes af den amerikanske kongres før der bliver sendt tropper og krigsskibe til blandt andet Østersøen.

  • Print
  • Del artiklen: