Pussy Riot taler til næste års folkemøde

Den omdiskuterede aktivistgruppe Pussy Riot gæster til sommer årets folkemøde i Allinge.

Den russiske aktivistgruppe Pussy Riot deltager i næste års folkemøde i Allinge.

Pussy Riot trak internationale overskrifter, da tre af medlemmerne blev fængslet efter en Putin-kritisk punk-happening i Moskvas største kirke i 2012.

De tre kvinder i gruppen blev idømt hver to års fængsel som følge af sagen - senere blev den ene dom dog gjort betinget.

Borgmester i Bornholms Regionskommune Winni Grosbøll ser frem til at høre Pussy Riot tale om kampen for ytringsfrihed i Rusland på hovedscenen til sommer.

- Det er en vanvittig interessant diskussion om friheden til at ytre sig, som er under pres i dele af verden, siger hun.

- Det er sundt for det danske demokrati, at man også vender blikket ud. Det er et vidnesbyrd om, hvad der foregår i Rusland, at man kan blive fængslet for at sige, hvad man mener. Det kan være med til at sætte den danske diskussion om folkestyre i perspektiv, siger Winni Grosbøll.

Sidste år vakte det opsigt, da Trykkefrihedsselskabet inviterede den hollandske politiker Geerd Wilders til at tale på Folkemødet. Wilders er kendt for sine islamkritiske holdninger, og der var massivt sikkerhedsopbud under talen.

  • Print
  • Del artiklen: