Skotske erfaringer: Billigere billetter giver udvikling

De skotske øer De Ydre Hebrider har nydt godt af trafikal ligestillinger, som er på vej i Danmark.

Selv om det kan blive sværere for beboerne på de danske øer at få plads på færgen i turistsæsonen, er billigere færgebilletter et stort plus, viser er faringer fra Skotland. (Foto: Rederiet Færgen © DR)

Det er ikke uden problemer, når det bliver billigere at rejse mellem fastlandet og øerne - men fordelene overgår langt problemerne.

Det viser erfaringer fra Skotland.

For ni år siden fik den skotske ø-gruppe De Ydre Hebrider trafikal ligestilling - det som vi også kalder landevejsprincippet i Danmark. Det betyder, at det ikke skal være dyrere at rejse til vands end køre strækningen på en landevej.

Ydre Hebrider

Princippet om trafikal ligestilling – eller Road Equivalent Tariff – blev introduceret som forsøg på De ydre Hebrider i 2008 og er senere rullet ud på en lang række andre færgeruter.

De ydre Hebrider – Western Isles – er en række øer ned langs den skotske nordvestkyst. De har 27.000 indbyggere, største by er Stornoway med 8.000 indbyggere.

Turen mellem Ullapool på fastlandet og Stornoway tager 2 ½ timer med konventionel færge.

Sagt med andre ord skal det altså være billige at sejle til de danske øer. De første prisnedsættelser til bl.a. Bornholm, Ærø, Samsø og Fanø er kommet, og næste år bliver priserne til bl.a. Bornholm næsten yderligere halveret set hen over et år.

Bedre for både lokale og turister

- Den største gevinst for os har været, at indbyggerne på Ydre Hebriderne har fået meget bedre muligheder for at rejse frem og tilbage til fastlandet. Samtidig har det betydet vækst i turismen, siger Angus Campbell, der er leder af det regionale råd på Ydre Hebriderne.

Han lægger ikke skjul på, at netop flere turister også har været udfordringen, fordi det betyder, at ø-boerne har haft sværere ved at få plads på færgerne, når de vil.

- Men vi er absolut i en bedre position nu end før den trafikale ligestilling. De problemer, der har været, vil jeg kalde positive problemer nærmere end negative - og jeg tror, at det vil blive en stor succes også for jeres øer, siger Angus Campell.