Søren Pind giver Soldiers of Odin den kolde skulder

Vi har politiet til at holde orden, siger justitsministeren. Ekspert advarer mod selvtægt.

Foreningen Soldiers of Odin vil skabe mere tryghed i nattelivet og gribe ind med civile anholdelser, hvis de er vidner til overfald.

Men nu frabeder justitsminister Søren Pind (V) sig hjælp fra det frivillige vagtværn, der er ved at etablere sig i flere danske byer.

- Min opfattelse af den sag er, at den form for ordenshåndhævelse skal man overlade til politiet, siger Søren Pind.

Soldiers of Odin har afdelinger i 10 danske byer
  • Bornholm: Rønne
  • Sjælland: København, Roskilde, Haslev og Holbæk
  • Fyn: Nyborg
  • Jylland: Skagen, Aalborg, Herning og Horsens

- Den form for selvtægtslignende adfærd tjener ikke noget. Tværtimod vil det føre til, at bekymringer vokser, og konflikter eskalerer, siger han.

Hvis Soldiers of Odin griber ind i konflikter i nattelivet, så skal medlemmerne træde varsomt, forklarer Lars Bo Langsted, der er professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

- Udgangspunktet er, at det er strafbart, hvis man slår på nogen. Der er meget snævre grænser for nødværge, når man griber ind og forsvarer et offer, siger han.

Det betyder, at medlemmerne risikerer at blive sigtet for vold, selv om de måske har haft gode intentioner.

- Det bedste, man kan gøre, er at trække parterne fra hinanden. Det er et meget lille straffrit område, og det er vel derfor, man oftest ser, at det er politiet, der er bedst egnet til sådan noget, siger professor Lars Bo Langsted.

Foreningen 'Soldiers of Odin' vil skabe tryghed ved at være "nattens øjne" og foretage civile anholdelser om nødvendigt....

Posted by DR Nyheder on Wednesday, March 23, 2016

  • Print
  • Del artiklen: