Soldaterbørn får hus, hvor de kan mødes og få hjælp

Mange børn af veteraner oplever, at det slår klik for far eller mor. De skal have hjælp nu, mener veteranforening.

Soldater fra 3. Opklaringsbataljon fra Almegårds Kaserne på Bornholm er blandt dem, der ofte har været sendt på mission til kampområder ude i verden. (Foto: Mette Maj Brochorst © DR Bornholm)

Det kan være svært at være barn af en soldaterveteran. De oplever, at slår klik for mor eller far, og så falder lussingen.

- Mange børn af veteraner har det bestemt ikke godt. Vi ved, at hvis børn er udsat for sådan nogle ting, går der mellem 5 og 10 år, så bryder oplevelserne ud i lys lue, og de bliver udadreagerende. Derfor må nogen tage hånd om dem, inden de brænder ud, siger Richardt Sølvertorp, der er formanden for Bornholms Veteran Forum.

Veteraner

Garderhusarregimentet ved Slagelse - med afdelinger i Antvorskov og på Bornholm - Livgarden i Høvelte og Jyske Dragonregiment i Holstebro sender kampsoldater til udlandet.

De kan blive suppleret med personale fra resten af forsvaret.

Veteranerne er dermed også spredt ud over hele Danmark, men med en høj koncentration på Bornholm.

Derfor er det også her, at det første sted til at støtte børn af veteraner bliver åbnet.

Derfor går veteranforeningen nu sammen med Familieplejen på Bornholm og opretter landets første veteranbørnehus.

- Vi er desværre ikke i tvivl om at målgruppen er her, siger Linette Westergaard Jørgensen, der er leder af Familieplejen på Bornholm.

Richardt Sølvertorp og veteranforeningen vil bidrage med viden om, hvordan veteraner tænker og hvilke behov, de og deres børn har.

- Vi kan se signalerne, vi kan se, når det er ved at gå galt - og vi har rigtig mange veteraner på Bornholm, siger Richardt Sølvertorp.

Projektet møder også stor opbakning fra dansk militær. Oberst Jette Albinus fra Veterancenteret i Ringsted har valgt at give sin anbefaling til stedet.

- Det er sjældent, jeg giver anbefalinger som den her, men det er et rigtig godt og velforberedt projekt, siger hun.

Hun håber, at det også kan munde ud i noget erfaringsudveksling veteranorganisationer i mellem:

- Vi synes, at det er meget interessant, og de vil kunne videreformidle deres erfaringer, siger Jette Albinus.

Endnu er pengene til projektet ikke i hus.