Tidligere amtsborgmester: Bornholm bør tage imod langt flere flygtninge

Flere flygtninge kan gavne det bornholmske samfund, mener Knud Andersen.

300 syriske flygtninge hvert af de kommende fem år.

Det er måden at vende udviklingen med et faldende befolkningstal på, og dermed sikre Bornholm som et levedygtigt samfund. Det mener tidligere amtsborgmester Knud Andersen.

- Vi kan bygge nyt Campus og alle mulige andre ting for at lokke folk til, men så længe der hvert år forsvinder mennesker fra øen, vil det gå galt i løbet af få år, siger Knud Andersen.

Den tidligere amtsborgmester kalder det faldende indbyggertal for en dødsspiral, som der nu er en enestående chance for at gøre noget ved.

- Det største problem for Bornholm er det faldende befolkningstal. Jeg mener, at vi i stedet for lidt modstræbende at tage imod flygtninge bør åbne vores arme, lave et integrationsprogram og renovere de tomme boliger, vi har så rigelige af.

- Det skaber arbejdspladser til håndværkere, og vi kan tilbyde boligerne til de flygtninge, der gerne vil gøre en indsats for det bornholmske samfund. Som resultat vil vi i løbet af fem-seks år have stigende befolkningstal og en større arbejdskraft til virksomhederne, der kommer til at mangle i fremtiden, siger Knud Andersen.

Kan blive et aktiv for Bornholm

Inden for det seneste år er der blevet omkring 200 færre bornholmere. Det er en forbedring i forhold til tidligere år, og de mange flygtninge i 2015 kan have været med til at holde befolkningstallet oppe.

Nuværende borgmester, Winni Grosbøll er enig med Knud Andersen i at flere flygtninge kan være en god ting for øen.

- Det kan blive et stort aktiv for Bornholm, men de skal ud på arbejdsmarkedet og gøres selvforsørgende. Det skal vi blive bedre til, ellers kan det her forslag blive farligt, siger Winni Grosbøll.

  • Print
  • Del artiklen: