Tema Folkemødet 2017

Til kamp mod madspild på Folkemødet: Ny æske skal erstatte doggybags

En nedbrydelig æske skal sørge for, at du ikke smider rester ud til Folkemødet.

Der har før været fokus på madspild på Folkemødet på Bornholm. Men nu bliver de traditionelle doggybags erstattet af æsker. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Der bliver i år introduceret et nyt våben i kampen mod madspild på Folkemødet i Allinge på Bornholm.

En 100 procent biologisk nedbrydelig treat-box - altså en æske, som man hurtigt kan folde ud og putte sine madrester i, inden man vandrer videre ud i Folkemødet.

På den måde slipper man for, at madresterne synker sammen i bunden af en såkaldt doggybag, som ellers har været at finde på Folkemødet de seneste år.

Æsken er blevet til i et samarbejde mellem Unilever Food Solution, Refood-mærket og virksomheden KLS Pureprint. Manden bag mener, at æsken løser en helt særlig problematik:

- Den løser den sidste og lidt ubekvemme kommunikationsbarriere, der er i madspild, når man skal spørge tjeneren, eller tjeneren spørger dig. Du folder den og tager det mad, du har lyst til at tage med hjem, siger Jakob Rosenfeldt Thomasen fra KLS Pureprint.

Han har udviklet og stået for udformingen af æsken.

Når man finder æsken til Folkemødet, står den i en holder og er foldet sammen. (© KLSPurePrint)

Og forskellen mellem æsken og en mere traditionel doggybag er tydelig, mener han.

- Æsken er 100 procent biologisk nedbrydelig. Der findes ingen skadelige kemikalier eller tungmetaller i æsken. Den er godkendt til at være i direkte fødevarekontakt.

Foreningen Stop Spild af Mad er også begejstrede for æsken. De har fået til opgave at sørge for, at den nye treat-box bliver leveret til Allinges spisesteder. Derfor har de ledt efter frivillige.

- Vi har fået en henvendelse fra Kongeskærskolen i Allinge, hvor elever fra 7. klasse gerne vil stille op og uddele treat-boxene. Det er rigtig godt, siger Selina Juul, der er stifter af Foreningen Stop Spild af Mad.

Foreningen leder dog stadig efter flere frivillige, som kan træde til, hvis spisestederne løber tør for æskerne, som man regner med bliver meget populære.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på bornholm@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.