V og S vil have fuld opmærksomhed på Folkemødet

Partierne er utilfredse med, at de største sponsorer må lave arrangementer under partiledernes taler.

De danske partiledere skal kunne gå på talerstolen på Folkemødet uden at skulle konkurrere med andre arrangementer, mener både Venstre og Socialdemokraterne. Men for første gang får de konkurrence i år. (Foto: Foto: Mathias Bohn © DR)

Både Venstre og Socialdemokratiet er stærkt utilfredse med, at omkring 20 organisationer kan lave arrangementer, mens Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen taler på hovedscenen på Folkemødet til juni.

Der har været tradition for, at man til demokratifestivalen på Nordbornholm ikke har andre arrangementer, når partilederne taler, men i år får de såkaldte guldsponsorer altså lov til at afholde arrangementer og events samtidig med partiledertalernes taler.

Guldsponsor

Der er knap 20 guldsponsorer og to hovedsponsorer ved Folkemødet. Guldsponsorerne har forlods lagt 175.000 kroner i Folkemødets pengekasse.

I år giver dem blandt andet andet ret til at lave arrangementer under partiledertalerne. Det må de øvrige deltagere ikke.

De har desuden førsteret til at vælge areal.

- Vi synes, vi skal friholde de tidspunkter, hvor statsministeren og partilederne er på scenen, så alle kan høre deres budskab. Det er hele ånden, hele hensigten med Folkemødet, siger Venstres partisekretær, Claus Richter.

Han tilføjer, at Folkemødet er inde i en kritisk proces lige nu, hvor Bornholms Regionskommune har sendt ansvaret for Folkemødet videre til Foreningen Folkemødet.

- Vi må tage det op med Folkemødets sekretariat, hvis man ikke prioriterer de politiske partier, som har været med til at etablere Folkemødet, siger Claus Richter.

Hos Socialdemokraternes partisekretær, Jan Juul Christensen, er der heller ikke nogen vaklen - betaling eller ej:

- Folkemødet blev skabt for at styrke dialogen med politikerne, og der er partiledertalerne et helt centralt element. Derfor har vi altid ment, at der ikke skal være arrangementer under partiledernes taler - og det gælder alle, siger han.

Folkemødets direktør, Mads Akselbo Holm, ønsker også at holde fokus på den politiske debat. Han satte sig i direktørstolen ved årsskiftet, og noget af det første, han gjorde, var da også at ændre beslutningen om, at der godt måtte være arrangementer under partiledertalerne.

Kompromisset blev, at guldsponsorerne i år må lave arrangementer som besluttet i efteråret, mens alle andre altså alligevel ikke må.

Der er Folkemøde fra 15. til den 18. juni 2017.