16-årig kinesisk superstar skal lokke turister til Odense

Jackson Yi, der har millioner af følgere på de sociale medier, skal være fremtidens fynske charmeoffensiv i Kina.

Jackson Yi har 20 millioner følgere på det sociale medie Weibo, hvor han vil promovere Fyn som turistmål for kinesere. (Foto: Mikkel Leimand - DR Fyn)

Glem alt om foldere og reklamefilm, nu skal Fyn promoveres i udlandet gennem den kinesiske udgave af Justin Bieber, som har millioner af følgere på Weibo, den kinesiske pendant til Facebook eller Twitter.

Popstjernen Jackson Yi blev torsdag formiddag udnævnt som turismeambassadør på Odense Rådhus i forbindelse med det dansk-kinesiske turismeår.

Han er det oplagte valg, da kineserne er vilde med sociale medier, mener Lone Weidemann, marketingskoordinator hos Odense Bys Museer, som også står i spidsen for Kina-alliancen Fyn under Destination Fyn.

- Han er et meget oplagt valg som ambassadør og et godt eksempel på kinesisk ungdom. Han er intellektuel, ser godt ud og så er der en masse, der følger ham, siger hun.

Jackson Yi fortæller selv, at han er vokset op med H. C. Andersens eventyr og ønsker at rejse rundt for at opleve forfatterens hjemland.

- Jeg vil være en god ambassadør ved at tage en masse billeder og videoer fra Danmark, som jeg kan dele på min blog og de sociale medier, siger han.

Jackson Yi (i midten) har taget en skriftlig hilsen med fra Kina (Foto: Mikkel Leimand - DR Fyn)

I juni måned skal der optages et kinesisk realityshow på Fyn, som sendes til august. Showet har ikke mindre end en milliarder følgere på de sociale medier i Kina.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.