Adgangskrav til gymnasier vil begrænse skoleelever

Karakterkrav bør være det samme på tværs af uddannelser, så eleverne sikres et frit uddannelsesvalg.

Det skal være muligt for unge at uddanne sig til det, de har lyst. Derfor skal der ikke indføres et karakterkrav på 4 til landets almene gymnasier, som det i dag foreslås. Sådan lyder det fra regionsformand Mads Skytte fra Danske Skoleelever på Fyn.

- Det nytter ikke noget, at man bliver bager, hvis man hellere vil være journalist. Derfor bør adgangskravet være på 02, ligesom det er på erhvervsskolerne. Hvis der skal være ét, siger han.

Reaktionen kommer efter, at Berlingske i dag skriver, at elever i fremtiden skal kunne præsentere et karaktergennemsnit på 4, hvis de vil optages på gymnasiet. Forslaget kommer fra interesseorganisationen Danske Gymnasier og landets rektorer.

I dag optages eleverne på gymnasierne på baggrund af såvel standpunktskarakterer som sociale og personlige kompetencer. Noget egentligt karakterkrav findes der ikke.

På Faaborg Gymnasium ser rektor Sophie Holm Strøm dog nogle udfordringer, hvis forslaget bliver til virkelighed.

- Jeg synes, der kan være nogle problematiske ting ved det. Det vil udelukke nogen af dem, som faktisk kommer igennem gymnasiet og alligevel får en god uddannelse bagefter, siger hun.

Venstre og Konservative ønsker også at indføre et gennemsnit på fire. Socialdemokraterne, De Radikale og SF foreslår i stedet, at adgangskravet skal være 02.

  • Print
  • Del artiklen: