Ærø afslører verdens største el-færge

Verdens største el-færge kan blive startskuddet til en jobfest på de danske værfter. Festen starter onsdag aften på Ærø.

Tre støjende og lugtende dieselfærger skal afløses af miljøvenlige el-færger på Ærø.

Tegningerne til det ærøske færgeeventyr er først lige blevet taget af tegnebrættet, alligevel har det eksperimenterende projekt allerede medvind.

Lokalt forventer administrerende direktør på Søby Værft, Roar Falkenberg, at værftet får arbejde til omkring 40 medarbejdere, når el-færgen, der bliver den største i verden, skal bygges og stå klar i midten af 2017.

El-færger på Ærø
  • Ærø Kommune har fået 120 millioner kroner af EU til projektet.
  • Efter en prøveperiode erstatter el-færgen den eksisterende færge på Ærø-ruterne Søby-Faaborg og Søby-Fynshav.
  • Ærø Kommune forventer, at el-færgen sejler fra midten af 2017.

Vokseværk til virksomheder

I alt er der ni partnere i det grønne færgeprojekt, som ser frem til, at virksomhederne får vokseværk:

- De involverede virksomheder kan blive mangedoblet, hvis vi formår at være på forkant med denne udvikling, fortæller direktør Jonas Pedersen fra Tuco Marine Group i Faaborg til DR.

"De involverede virksomheder kan blive mangedoblet, hvis vi formår at være på forkant med denne udvikling"

JOnas Pedersen, direktør TUco Marine Group

På landsplan ses de grønne færger også som et afgørende projekt, som kan få champagnepropperne til at springe.

-Det kan blive startskuddet til et jobfest på de danske værfter, forudser Danske Maritimes direktør, Jenny N. Braat.

Hun tror, at el-færgerne i Danmark kan få flere lande vil udvikle en grøn, maritim infrastruktur.

Større jobeffekt i vente

Zoomer hun ind på det enkeltstående færgebyggeri til Ærø, forventer hun, at det vil kunne brødføde over 200 personer:

- Når vi ser på, hvilke jobeffekter det kan have i lokalområdet, og hvilke følgeerhverver der vil komme, så kan vi gange en værftmedarbejder med syv, fortæller Jenny N. Braat.

Partnerne i det EU-finansierede færgeprojekt viser detaljerne frem onsdag klokken 19.00 i Rise Minihal på Ærø.

  • Print
  • Del artiklen: