Ærø glæder sig: Første billig-færger til øen er allerede udsolgt

Fra i dag kan man atter sejle billigt til flere danske øer. Interessen for at komme til Ærø er stor - flere afgange er udsolgt.

Sidste år var de billige færger til Ærø så populære, at der måtte indsættes ekstra afgange. I dag begynder billigsæsonen igen, og de første færger er allerede udsolgte. (Foto: Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

I dag begynder billigsæsonen for færgebilletter for en række danske øer. Det mærker de blandt andet på Ærø.

Her er flere af færgeafgangene til øen lørdag allerede udsolgt, og andre afgange er pænt fyldt op.

- Jeg forventer rigtig mange gæster. Vi oplever, at mange nu kommer på en endagstur, og det er den bedste reklame for øen, vi kan få, for vi er ret sikre på, at de så kommer igen senere, siger Carl Jørgen Heide, turistchef på Ærø.

Regeringen har givet tilskud til at nedsætte færgetaksterne til en række øer i månederne, der grænser op til højsæsonen om sommeren.

Den trådte i kraft 1. september sidste år, og allerede i efteråret mærkede Ærø en markant større tilstrømning af turister. Her faldt priserne markant - eksempelvis kostede en personbil uden fører med færgen 162 kroner mod normalt 449 kroner.

Virksomheder hamstrer arbejdskraft

Den store succes sidste efterår har betydet, at mange af øens hoteller og restauranter også har måttet være tidligt ude i år for at sikre sig, at arbejdskraften var klar til 1. april

- Vi begyndte faktisk allerede at søge efter arbejdskraft i januar, for at være sikre på, at vi ikke stod med håret i postkassen og manglede folk, når sæsonen nu starter så tidligt, siger Nick Brammer, manager på Ærø Hotel, der stadig mangler at få de sidste opvaskere på holdet.

- Folk er bare klar og forventer sig rigtig meget af de billige billetter. Vi oplevede det i efteråret, og mange var positivt overraskede over, hvor meget det gav. Så nu glæder vi os bare rigtig meget til at komme i gang, siger Nick Brammer.

De billige færgebilletter er en del af regeringens indsats for at lave det, der hedder landevejsprincippet, hvor det koster lige så meget meget at køre en kilometer på land, som det koster at sejle en kilometer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.