Alternativet: Lav cannabis-landbrug på småøerne

Medicinsk cannabis kan dyrkes på Danmarks småøer, mener folketingsmedlemmet Nikolaj Amstrup fra Alternativet.

Hvad kan Danmark bruge sine 27 småøer til? Det har Alternativets Nikolaj Amstrup tænkt over.

- Hvis vi vedtager et forslag om medicinsk cannabis, så ville det være klogt, hvis det understøttede en ny landbrugsmulighed, og det vil øerne jo være perfekte til, siger det stedfortrædende folketingsmedlem.

Lige nu tegner der sig et snævert flertal i Folketinget for at lovliggøre medicinsk cannabis, og det er den mulighed, som Nikolaj Amstrup vil udnytte.

Han mener, at øboerne får noget ud af det, hvis øerne ender med at blive lavet om til eksperimentalzoner.

- Der ligger masser af potentiale på øerne. Det er vores opgave at skabe nogle rammer, så de mennesker, som bor der, kan udvikle sig selv og øerne endnu mere, siger han.

En eksperimentalzone kunne for eksempel være en landsby, hvor man handler med en lokal valuta og kun kan købe lokale varer. Ifølge Amstrup er det dog vigtig at lytte til småøerne og giver dem selvbestemmelse.

Nikolaj Amstrup er opstillet på Fyn, som har ni småøer. Han er desuden medlem af udvalget for småøer i Folketinget.

  • Print
  • Del artiklen: