Atomdepot droppet: Fynboer har hænderne over hovedet

Det vækker glæde i og omkring Kertinge Mark, at politikerne har valgt at gå videre med en mellemlagerløsning.

Kertinge Mark nær Kerteminde skal alligevel ikke huse atomaffald.

Det omdiskuterede atomaffald fra Forsøgsstation Risø skal ikke i et såkaldt slutdepot.

Folketingets sundhedsordførere og gruppeformænd har onsdag besluttet, at man nu igangsætter undersøgelser af et såkaldt mellemlager. Her kan affaldet blive opbevaret forsvarligt, indtil man ved, hvad der skal ske med affaldet på lang sigt.

Beslutningen bliver mødt med brede smil i og omkring Kertinge Mark på Nordøstfyn, som var ét af fem steder, hvor et såkaldt slutdepot skulle have ligget.

Vi er hamrende lykkelige for beslutningen. Både forbi vi nu ikke skal lave affaldet liggende, men også fordi at et slutdepot vil være den forkerte løsning

Jørgen Lindø, borgergruppe mod en slutdepot

- Vi er hamrende lykkelige for beslutningen. Både forbi vi nu ikke skal lave affaldet liggende, men også fordi at et slutdepot vil være den forkerte løsning, siger Jørgen Lindø, som har stået i spidsen for en borgergruppe mod et slutdepot på Kertinge Mark.

Alt er igen i spil

Bekymringen er gået på, hvad der ville ske med affaldet, når det havde ligget i det forseglede slutdepot i 100 år.

Ud over Kertinge Mark i Kerteminde har også Rødbyhavn på Lolland, Thyholm, Thise, Skive og Paradisbakkerne på Bornholm været i spil som mulige slutdepoter.

Med politikernes beslutning om at placere affaldet i et mellemlager bliver hele landet nu igen bragt i spil. Men det overskygger ikke glæden hos Vikingemuseet Ladby, der også har kæmpet mod placeringen af lageret på Nordøstfyn.

Gavner udviklingsmuligheder

- Det er en fantastisk nyhed, og jeg kan næsten ikke få armene ned. Det er aldrig rart at sende bolden videre, men vi mener, at det her er en bedre løsning, siger museumsdirektør Mette L. Thøgersen.

Museet frygtede, at et slutdepot ville ødelægge mulighederne for udvikling. Blandt andet håber museet, at vikingeskibet kan få en plads på Unescos verdensarvsliste.

Ideen med et mellemlager kommer fra Holland. Det er tidligere, foreslået at et sådant mellemlager bliver etableret på netop Risø tæt ved Roskilde Fjord.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.